S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

med store ører, der gjorde den italiensk inspirerede bygning til et årvågent og pæredansk forvaltningssymbol. Rådhuset synes med forkærlighed for ornamenter og figurfrem­ spring inspireret af John Ruskin og William Morris’ engelske arts- and-craft fra midten af 1800-tallet. Men i Martin Nyrops rådhus bliver efterligningen af Oxfords colleges erstattet af Valhalla-stem- ning i panoptikonfløjen og Rådhushallens italienske festivitas under stort moderne glastag. Udsmykning skulle der til, eller dekoration - hvad der ikke er det samme som pynt og opstadsning, men, når det er bedst, udtryk for et program, et syn på samfundet og livet. Og Martin Nyrop gik for­ rest med udkast til møbler og lamper og dekorative detaljer. Derfor kom Københavns nye rådhus ikke til at se ud som industriherrernes internationale Glyptotek på den anden side af boulevardhaven. Rådhuset skulle rumme hovedstadens Borgerrepræsentation og være folkeligt, selv om byens styreform lå langt fra nutidens fore­ stillinger om demokrati. Den maler, som mest markant har sat penselaftryk på huset, er dekorationskunstneren Jens Møller-Jensen. Og historien om, hvordan han i bedste forstand blev sat til vægs, er karakteristisk for ånden bag Martin Nyrops arkitektpraksis. Nyrop havde bygget rammerne om den Store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888, med kuppel af trægitterspær og vikingeagtig fremtræden i røde og hvide brædder. En enkelt pavillon fra det nedrevne udstillingskompleks mellem voldgaden og de gamle voldgrave i Tivoli stod tilbage som rådhus­ tegnestue på Halmtorvet, og det var her unge Møller-Jensen i slut­ ningen af 1890 erne henvendte sig til Mester Nyrop for at få job som dekorationsmaler. Han havde gået på Kunstakademiet i København og derefter stu­ deret freskoteknik i Italien, så han havde noget med i tegnemappen at vise overarkitekten, som sagde: »Tag rundt i Danmark og se på kalkmalerier!« —og det gjorde Jens Møller-Jensen så efter en prøve­ periode på tegnestuen.

45