S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

ET HØJE københavnske Rådhustårn med gylden urskive, næsten som en omstigningsbillet fra sporvognenes tid, var svært at hamle op med for den internationale funktionalist Arne Jacobsen, da han en menneskealder senere blev tvunget til at sætte tårn på Århus Rådhus. Den stemning af blod og jord, som under anden verdenskrig drev et sådant politisk krav frem af den jyske muld, var til gengæld helt legitim, da arkitekten Martin Nyrop og dekorationsmaleren Jens Møller-Jensen trak åndeligt vod ved den danske friske strand for at give Københavns Rådhus identitet. De var ikke ene om det i tiden omkring det nye århundrede. Johannes V. Jensen skrev i sin roman »Einar Elkær«, 1898, flere drivvåde bondebilleder op mod tidens spleen og teknik. »Det var Einar, der fik den underfundige ide, at de skulle i vandet. Betty ville gerne, det var kvælende varmt. Bag en lille brink, hvor der var en blød græsplet, tog de tøjet af. Einar måtte love at vende hovedet bort. Han gjorde det også, men pludselig vendte han sig alligevel og så på Betty, just som hun drog sin lille chemise over hovedet. Hun rødmede over hele legemet - som en hvid rose, der glider ind i rødt lys.« Han er løbet stærkt for hemmeligt at besøge hende i nabobyen, så: »Einar havde mørke, bugtede tegninger ligesom af tusch ned ad benene, fordi han svedte så stærkt på turen. Hans ben var sammen­ trykte, og det rørte sig i dem, når han gik, Bettys var ganske runde og hvide. Over stenene sprang de ud i vandet, Einar først. Stranden var flad som et gulv langt ud, og vandet var lyst af bunden. Længere ude gik der mørke tangbælter. Hele fjorden lå blikstille. Hvor sandet var

41