S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005
Han strakte gipsstykket frem mod Berg med vrangen ud: Det buttede drengebarn var det tyndeste pap. - Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod englene. Satan - så man biir fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule papengel i den anden hånd.« Sidenhen i romanen siver der sumpluft op fra teatrets smuldrende fundamenter på det fugtige voldterræn. I den virkelige verden nåede Josephine Baker at optræde på stedet med grimasser og gyngende bananskørt. Richshusets cykelpige blinker stadig gyldent til Absalon over Rådhusets hovedindgang, og til Anton Rosens ornamenter på Palace Hotels facade. Lurblæserne foran trutter, siges det, hver gang der går en jomfru forbi, så det er ikke blevet til mange reveiller. På Rådhuset bliver der, live, spillet på lur ved store modtagelser. På fortovet længere henne i Vester Voldgade sidder Tom Kristen sens hovedperson i romanen »Hærværk« fra 1930 og betragter en anden cykel end vejrpigens: »I hotelindgangen, i de to kurvestole sad Jastrau og den evige Kjær og betragtede livet, der gled forbi, menneskene, der havde så underlig travlt, cyklerne, lastbilerne og sporvognene. En pressefoto graf for forbi i sin lille grå vogn og hilste. Kjær lagde hånden vær digt på sin foldede vest og nikkede. ‘Fred være med ham’, sagde han. Jastrau tog shagpiben hilsende ud af munden. Det var snart svært at sidde rolig. Jastrau havde egentlig ikke tid til det. Han måtte have skrevet en artikel og se at få den solgt. Men det kunne vente til i morgen. Nu væltede den cykel. Det er også en uskik at stille den med pedalen mod fortovskanten. Det ene hjul snurrede rundt, så at egerne blinkede. En smuk opfindelse. Et insekt!« Måske er det skulptøren Marcel Duchamps standhaftige cykel hjul, Ole Jastrau har i tankerne på vej til Politikens Hus. Tidligere på dagen har han krydset Rådhuspladsen i jazztrav og glædet sig over røde kastanjer langs røde mursten i de angiveligt skønne og forklarede huse - så hjemligt som en stue. Og står så oppe i redak tørens hjørneværelse og ser ned på, hvordan pladsen »lå udstrakt foran ham, en mild og hvidlig flade, skråt som et hav, der ses fra en skrænt, og han vilde huske menneskestrømmens mørke tværstribe
28
Made with FlippingBook