S_BilledeborgenKøbenhavnsRådhus_1905-2005

Puristen og nyklassicisten Carl Petersen var selv en dygtig kerami­ ker og dekorationskunstner, med kulørte mosaikgulve i sit Fåborg Museum, og indianermønstre malet uden på kunstnersammenslut­ ningen Grønningens første udstillingsbygning. For, som han også skriver i modsætnings-foredraget: »Den rige udsmykning er nemlig ikke et moment, der udelukker strenghed og simpelhed i arkitektur. Det kommer kun an på, at den anvendes således, at den gennem modsætningen får en hensigt, en funktion i det hele.« Gælder sådanne almene kriterier hele Københavns Rådhus, ude og inde, oppe og nede? Kan monumentaltrapperne til Borger­ repræsentationens mødesal bære alle dyr og trærelieffer, stuk og byprospekter? Er takten i facaden ud mod Rådhuspladsen så tyde­ lig, at murstensmønstre og stendekorationer underordner sig de lodrette karnapper og Vilh. Bissens forgyldte Absalon? Og er mar­ keringerne med spidse gavle og vandrette hvide striber nok til at holde sidefacaden mod Tivoli i stram snor mellem vekslende vin­ duer, duetårn og irret politibetjent? Illustreret Tidende beskrev ved indvielsen i 1905 overordnet for­ holdet mellem ornament og monumentalitet således: »Siger man, at Rådhusets væsentligste indsats i dansk kunst er dekorativ, har man vel nogen ret, og dog siger det alt for lidt. Thi det dekorative som blot og bar linieharmoni og farvefyrværkeri er netop en uting i Nyrops øjne. Havde dette været hovedtingen, var Rådhuset kun blevet tumleplads for en række mere eller mindre talentfulde kunstneres tilfældige luner. Men det er just dette - kan her tales om luner, da er det kun Nyrops egne; i en så sjælden grad har han forstået at tvinge - eller lokke - ikke blot stoffet, men per­ sonerne ind under sine hensigter, at intet falder ud af rammen. Måske er en række sindrige kruseduller derved gået tabt; tabet vil kunne bæres, og krusedullerne vil nok finde deres plads andetsteds i kunsthåndværkets tjeneste, hvis der er noget ved dem. Nyrop har kun haft brug for det, der havde liv og indhold.« Det er det fortællende i husets helhed, som vægtes i samtidens bedømmelse. Ikke bare sentenser og årstal på væggene, men hele billedbogen af udsmykning og arkitekturdetaljer.

164