Rundetaarn_1637-1937

Gang den 18. Juli 1781 i Ækvatorealen, hvis Kikkert var forsynet med et „rhom- boidal“ Mikrometer131). Forløbet af den partielle Maaneformørkelse den 23. Januar 1777 har Bugge anskueliggjort ved en smuk og koloreret Tegning, som han har signeret og forsynet med forklarende Text. Den opbevares nu i Rundetaarns astronomisk­ historiske Samling. Merkurgennemgangen den 9. November 1802 observerede Bugge med en Kikkert, der havde „triple achromatisk“ Objektiv, og hvis Længde var 3 / 2 Fod. For­ størrelsen var 250 Gange. Professor Warberg betjente sig ved denne Lejlighed af en akro­ matisk Kikkert paa 10 Fods Længde og 200 Ganges Forstørrelse132). Thomas Bugge gav sig ogsaa af med Observationer af de gaadefulde Fremtoninger, som de foranderlige Stjerner den Gang var. Herom skrev han en lille Afhandling: „Nogle nye Opdagelser ved Fixstjernerne Beta i Perseus, Omikron og Pi i Skytten samt Beta 1 Stenbukken“133). Med Hensyn til Beta i Perseus (Algol) er han inde paa den rig­ tige Forklaring af Fænomenet som fremkaldt ved periodiske, gensidige Bedækninger af to Stjerner, hvoraf den ene kun udsender lidt eller intet Lys: „Aarsagen til dette mærkelige Phænomene kunde man maaske troe at være en omkring Algol som Soel betrag­ tet gaaende Planet, hvilken, naar den traf ind i Linien imellem Fixstiernen og Jorden, da ville bedække en Deel deraf, og foraarsage, at den saae mindre ud“. Han forkaster imid­ lertid denne Tydning med følgende Ræsonnement: „Men, da Algols periodiske Afvex- ling gaaer fra den tredie til den femte Størrelse, paa hvilken der er en saa ganske mærkelig Forskiel, at dens synlige Størrelse tager af i Forhold af omtrent 3 til en, saa skulde Stør­ relsen af denne til Algols System henhørende Planet være 2/ 3 af dens Soels Størrelse; og i Masse og kubisk Indhold 8/ 27 af dens Soels Masse. Dette strider imod den almin­ delige Attraktions Love og Natur, efter hvilke enhver Soels Masse maae være betyde­ lig større end Summen af alle dens Planeters Masse. Det strider imod Analogien i vor Soels Systeme, hvor Soelens Masse og Størrelse 600 gange overgaaer Størrelsen af alle Planeter tilsammen tagne“. For at komme Problemet tillivs tager Bugge sin Tilflugt til en af den franske Astronom Pierre Moreau de Maupertuis fremsat Forklaring, idet han fortsætter med: „Der synes derfor intet andet at være tilbage end at antage en af Hr. Maupertuis først fremsat Hypothese. At nogle Fixstierner ere flade og sammentrykte Kugler. Naar da Algol ved sin Omdreining om sin Axel vender den fladere Side mod Jorden, har den sin mindste phasis, og naar den vender den rundere Side imod os, saa har den sin største phasis, og dette Phænomenon lader sig forklare af Algols Omdreining om sin Axel udi 2 Dage 21 Timer 27 Minuter“.

131) V.S.S., 1783, 215—22. 132) Ibid., 1805, 1— 15. 133) Ibid., 1783, 600—03.

103