RosenborgSlot_1884

Christian den Fjerde.

68

beder Dig min Herre og Gud, og siden: Naar vi i største Nøden staaer, og mellem hver Psalme blev Hans Majestæt adskillige trøstrige Sproge af Skrif­ ten foreholdt, som til den Tid og Lejlighed kunde tjene, hvilke Hans Maje­ stæt med største Flid hørte og mærkede. Som Hans Majestæt nu lod se saa stor Andagt med Tro og Længsel efter Gud, hvortil Hans Majestæts Kantsler, den ædle og velbaarne Herre Hr. Christian Thomæsøn gav hannem stor Aarsag med synderlig Trøst og Erindring af Guds hellige Ord, som han hannem vidtløfteligen med stor Devotion og hjertelig Bevægelse foreholdt, haver velbemeldte Hr. Kantsler Hans Majestæt om det højværdige Sakra- m e n t e 48 ) at bruge strax anmodet, sagde det at være Hans Majestæt en meget god Tærepenge og sikkert Lejde paa sin nu forestaaende Rejse igjennem Dødsens mørke Dal, hvilket Hans Majestæt med største Behagelighed gjerne begjærede og sig dertil strax beredede. Der Absolutionen sket var, haver han det med største Hjertens Andagt annammet og imidlertid lod sig holde op i Sengen. Og der Bønnen og Velsignelsen over hannem var gjort, blev siUnget: Vor Herres Jesu Christi Fred etc.; derpaa lagde Hans Majestæt sig til Rolighed og talte ikke meget derefter.« Om Natten, da Sygdommen tog mere og mere Overhaand, saa at Kongen ikke talte synderligt, blev Præsten hos ham, ligesom ogsaa Rigshof­ mesteren og Leonora Christine, Ebbe Ulfeldts Hustru Hedvig, der ligeledes var en Datter af Kongen, Kantsleren Niels Trolle, Sekretær Otto Krag 49 ), Kammerjunker Ebbe Gyldenstjerne, Dr. Ole Vorm, Dr. Otto Sperling og mange af Hans Majestæts egne Tjenere. Mandag Formiddag, den 28. Fe­ bruar, lod Kongen Psalmen: Herre Jesu Christ, sandt Menneske og Gud, synge for sig. »Ved to slet Eftermiddag«, fortsætter Laurits Jakobsen i Lig­ prædikenen, »som Hans Majestæt lod sætte sig paa en Stol, og han da var overmaade meget afmægtig, formanede jeg Hans Majestæt, han jo vilde holde hart ved Gud med et troende Hjerte og blive Gud sin Herre tro indtil Enden, at han kunde faa Lifsens Krone, betænkende, at Ingen vorder salig, uden den alene, som indtil Enden bliver bestandig, da vinkede Hans Maje­ stæt ad mig med Haanden og sagde tydeligen tvende Gange: »I tør intet tvifle, I tør intet tvifle.« I al sin Sygdom lod Hans Majestæt se en meget synderlig og underlig Taalmodighed, at han sig over sin Angst og Smerte ikke engang beklagede, saa at man den Helligaands kraftig Forarbejdelse udi hannem endog deraf skinbarligen kunde mærke. Og som den salig Konge var i Himlen, førend han kom i Himlen og blev adskilt fra dette jordiske Væsen, haver han og aldeles slaget Hu og Sind fra dette Timelige, saa han ej med ringeste Ord med Noget af alt det i Verden er sig befat­ tede, men med Hjerte og Tanker søgte og længtes ikkun efter det Him­ melske og Ævige, inderlig begjærende og med Attraa forventende, at den naadige Gud vilde komme med naadig Forløsning og hannem i sin evig Ro og Glæde hjemføre, hvilket Hans Majestæt ogsaa samme Aften, der Klokken var slagen fem, er vederfaret, da han med fuldkommen Fornuft, meget stille og uden Bevægelse, sødelig og salig i Herren hensov.« I sin Dagbog siger Laurits Jakobsen, at Kongen den sidste Dag »sukkede jo mere og mere og talte intet synderligt indtil om Aftenen, der Klokken var halvgangen sex, da han døde med sin Haand i min«, samt at alle de, der havde været tilstede den foregaaende Nat, vare nærværende i Dødsøjeblikket. Leonora Christine