RosenborgSlot_1884

Christian den Fjerde. 67 Pulver, som Lægerne gave ham. Han stod dog endnu op hver Dag og lod sig Sagerne forelæse, gav Svar derpaa og underskrev. Fredagen den 25. Februar prædikede Laurits Jakobsen Hindsholm for Kongen, der sad paa­ klædt ved et Bord, men var meget svag og talte Intet. Lørdagen den 26. maatte han gaa tilsengs, og om Natten vaagede Korfitz Ulfeldt og Leonora Christine hos ham.. Søndag Formiddag, den 27., lod han atter Laurits Ja­ kobsen prædike for sig, men talte Intet. Kl. 1 om Middagen lod han atter Præsten kalde; »der jeg kom til Sengen«, siger denne i Ligprædikenen, »rakte han mig Haanden, tog hart og sagde: »Her ligger jeg, en Guds Fange«, hvorpaa jeg svarede, det nu saa Guds faderlig Villie at være, af hvilken han plejer sine kjære Børn med det naadige Sygdoms-Fængsel at prøve, at han kan føre dem des nærmere til sig og udi Gudfrygtigheds Øvel­ ser opholde. Hvorfor, endog jeg vel veed, sagde jeg, Eders Majestæt at have Gud fast i sit Hjerte og sig paa Christi Fortjeneste at forlade, vil jeg dog have Eders Majestæt formanet nu at holde hart derved; hvortil Hans Majestæt svarede: »Ne dubites«, og strax paa Danske: »Tvifler ickon intet derpaa«. Jeg tvivler ikke derpaa, naadigste Konge, sagde jeg, men efterdi jeg ikke veed Noget, som udi nogen Nød og Modgang kan give bedre og bestandigere Trøst end Christi Jesu hellige og uskyldige Pines og Døds gudelig og hellig Betragtelse, vil jeg Eders Majestæt herom erindre, at Eders Maje­ stæt heraf vil nu fatte sig den bedste og kraftigste Trøst i Hjertet til at op­ holde sig med i denne sin store Svaghed. Herpaa svarede Hans Majestæt: »Det haver jeg altid gjort«, laa saa lidet stille. Derefter rakte han mig atter Haanden og sagde: »Nu gjælder det«, hvortil jeg svarede, at den almæg­ tigste gode Gud, som Hans Majestæt den Sygdom selv havde paalagt, skulde vel hannem derudi naadeligen styrke og opholde; thi hans Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Og efterdi Hans Majestæt befandtes meget svag og afmæg­ tig, begjærede jeg underdanigst, vi maatte falde ned og gjøre Bøn for han­ nem til Gud om naadig Bistand og Lindring, hvilket Hans Majestæt gjerne bevilgede og selv strax med sammenlagte Hænder begyndte at bede. Efter Bønnen formanede jeg Hans Majestæt, han med David nu vilde hjerteligen sukke af Psalme 51 : Gud vær mig naadig efter Din Miskundhed, afslet mine Synder efter Din store Barmhjertighed, to mig vel af mine Misgjerninger og gjør mig ren af alle mine Synder, hvortil Hans Majestæt lod se en meget, stor og synderlig Andagt med sammenlagte og opløftede Hænder, saa at alle derhos Staaende fældede Taarer derved. Og efterdi Hans Majestæt altid gjerne maatte lide Sang, syntes raadeligt at spørge, om vi maatte siunge en Psalme, hvortil Hans Majestæt svarede med Behagelighed: »O Ja«, blev derfor strax begyndt: Alene til Dig Herre Jesu Christ etc., hvor Hans Maje­ stæt da til hver Linie opløftede sine Hænder med største Andagt. Derpaa blev Hans Majestæt formanet, at han med den gudfrygtige Patriark Jakob nu vilde stride mandeligen og ikke slippe, førend han fik Velsignelsen, svarede da med gudelig Ivrighed: »Her vil ikke slippes«. Jeg sagde derfor: O salig er den, som kan stride den gode Strid, beholde Troen og en god Samvittighed; thi hannem er Retfærdigheds Krone henlagt, som Herren skal give dem, der elske hans herlige Aabenbarelse. »Gud skee Loff«, svarede Hans Majestæt. Strax blev siungen: Min Sjæl nu love Herren, hvilken Psalme Hans Majestæt altid meget elskede, som han og da sin store Hjertens An­ dagt med Hænder og Fagter lod se og lejende. Derefter blev siungen: Jeg 5*