RosenborgSlot_1884

6 6

Christian den Fjerde.

Ved at omtale Christian den Fjerdes Krige skulle vi gjøre opmærk­ som paa den i Stengangen ophængte broderede Rytterfane; den er ind­ delt i fire Felter med det oldenborgske Huses Farver (Gult og Rødt) og er forsynet med Kongens Navnechifier og Valgsprog samt Indskriften NON IMPVNE ME LACESSES. Den har tidligere været i He Kirke ved Ringkjøbing. Efter den ved Fredsslutningen i Brømsebro endte Krig var Landet ned­ sunket saa dybt i Nød og Elendighed, at de tre Aar, Christian den Fjerde endnu levede herefter, danne det mørkeste Afsnit af hans Regering. Til hans Bekymring for Riget stødte ogsaa den store Sorg, han maatte friste i sin høje Alderdom, idet Døden berøvede ham hans ældste Søn, den udvalgte Prinds Christian. Dette Dødsfald og de deraf resulterende pinlige Forhand­ linger med det næsten enevældige Rigens Raad 46 ) om Valget af hans næst­ ældste Søn Frederik, dengang Ærkebiskop i Bremen, til Thronfølger bidroge i Forbindelse med de senere Aars øvrige Gjenvordigheder og hans høje Alder til at nedbryde hans ellers af Naturen stærke Helbred. Vinteren 1647 — 1648 tilbragte han for endel paa Frederiksborg Slot, men da hans Kræfter kjendeligen toge af, lod han sig den 21. Februar 1648 føre. fra Frederiks­ borg til Rosenborg i en Bærestol, som var indrettet saaledes, at han kunde ligge deri; for at han ikke skulde forulempes af Vognens Støden, var den, skjøndt det var »Tøvejr og liden Sne«, sat paa en lang Slæde, som blev trukken af otte, store, brune Heste; Lægerne kjørte bagefter i en Kareth. Kjør- selen synes at have været temmelig forceret; thi efter Ankomsten til Rosen­ borg styrtede den ene af Hestene. Her indfandt Kantsleren Sehested sig strax ligesom ogsaa Rentemesteren Sten Bek og kort efter Leonora Christine og Korfitz Ulfeldt. Hun traadte hen til Sengen, græd og kyssede Faderen paa Haanden; Kongen gjorde sig stærk og sagde med høj Røst: »Græd ikke, jeg kommer vel op igjen«; han kjærtegnede hende og trøstede hende med, at han havde sikkret hendes Stilling saaledes, at Ingen kunde rokke den. Derpaa gik Rigshofmesteren hen til ham, og i Kantslerens og Sten Beks Paahør spurgte han, om Hans Majestæt ikke vilde have, at man skulde melde Hertug Frederik, som dengang var i Flensborg, at han var- syg. Kongen, der ikke holdt saa meget af ham som af hans to afdøde Brødre Ulrik og Christian, svarede: »Nej, jeg forlanger ikke at se ham.« Kants­ leren vilde have, at der skulde anstilles en lægekyndig Raadslagning an- gaaende Kongens Svaghed, hvorfor Dr. Fabricius sammenkaldte alle de Læ­ ger, som vare i Byen, paa Dr. Bylke nær, der ikke gav sig af med Praxis; de samledes i Vibekes Kammer, og Ulfeldt tilligemed Sehested vare nær­ værende, men Fabricius, der ligesom skulde præsidere i Forsamlingen, gjorde kun sine Sager slet; han refererede Kongens Tilstand ganske kort paa La­ tin, men istedetfor Raadslagning var der dyb Taushed og betænkelige Miner. Ole Vorm 47 ) og Otto Sperling derimod forklarede Kongens Sygdom af hans Natur og angave saavel dens Aarsager som dens Kjendetegn og Forløb, lige­ ledes hvilke Lægemidler der hidtil vare bievne brugte, og hvilke de endnu ansaae for tjenlige til at bruge. , I de faa Dage, Kongen endnu havde til­ bage, besørgede Vibeke og Fru Beate Ahlefeldt Maden lavet til ham; han nød imidlertid intet deraf, men opholdt blot Livet ved det Kordialvand og