RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

PROVSTENS STILLING 79 in te t Tegn til nogen M isstemning mod P rov sten personlig. T væ rt­ imod v a r der ogsaa en Vise til ham , og da Toget v a r v en d t tilbage med Sang gennem Byen ved To-Tiden, blev a lt strak s roligt paa G aarden. F ra nu af ho ld tes S tiftelsesfesten h v e rt A ar uden for Regensen, i B egyndelsen p a a »Enighedsværn«, senere paa Søholm og Fo rtunen . F ra 1836 v a r P ro v sten in v ite re t med og som Regel til Stede, i 1839 g a ld t d e tte endogsaa om d e t theologiske F a k u lte t. Petersen m istede saaledes ikke sin P o p u la rite t p aa denne Sag og med Grund, th i d et v a r jo i V irkeligheden ikke p aa ham , A n sv aret for Bestemm el­ serne hvilede. Men a t h an v a r pinlig b e rø rt ved den Vending, U dvik­ lingen h avd e ta g e t, ses af, a t han i 1835 v a r tilbøjelig til a t foreslaa, a t m an forsøgsvis skulde stryge de k rænkende B estemm elser: »Jeg vil troe, a t m an derved vil vække Æ resfølelsen til a t holde »Fri­ hedsfølelsen« i Modvægt — i d e t M indste for denne Gang«. K a ra k ­ te ristisk er det, a t den altid populæ re Fab ricius m ente, a t P rov ­ sten »hellere skulde ligefrem have fra ra a d e t det, . . . fordi vi maae være glade ved a t væ re bievne befriede for denne F éte, og fordi den Fornøielse a t sidde en N a t i G aarden, ryge Tobak og drikke sig fuld i daarlig Pun sch , er en saa daarlig Fornøielse, a t den ikke er værd a t giøre noget for«. A t Regensianerne heller ikke b a r Nag til P rov ­ sten, frem g aar af Indbydelsen 1836, og ved G ildet kom Prof. P e te r­ sen til a t sidde mellem to af Fo rmændene: D am k jer og Ploug. »Den ene Vise — fo rm oden tlig af P loug — v a r til mig, og m in Skaal blev d ru k k e t med Fynd«. I sin Svartale kunde Petersen ikke lade være med v em od ig t a t tæ nke sig den Mulighed, a t Følelserne imod ham en Gang kunde b live ændrede til d et værre, men han fa n d t sam tidig en Borgen herim od i sin »faste uforanderlige H engivenhed for og K iæ rlighed til R egen tsens A lum ner; den er en Grundfølelse i m it Væsen, og den kan ikke ophøre før med m it Livs sidste A andedræ t. Men h v ad jeg saaledes føler hos mig selv i m it Forhold til Andre, hvorfo r skulde jeg ikke tu rd e regne paa, a t Andre føle d et samme mod m ig? . . .N a a r vi beva re d e tte Sindelag mod hverandre, .. .v il der i d e t høieste kunn e ind træ d e en forbigaaende Misforstaaelse«. — H ans Ord slog an, og h an ender sin Skildring med Ordene: »Min Kones og Børnenes Skaal blev drukken med Begeistring. I den sidste Vise — hv is S lu tn ing v a r m eget smuk — nævnes saagar de smaae P iger ved Navn«. Derfor takk ed e han ogsaa Dagen efter F o r­ mændene for den Glæde, han havde h a ft af sine »Hr. Commilitoners hædrende Indbydelse«.58