RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

SANG

6 8

Bemærkning, at det ikke er føiste Gang, a t en Provst har havt Pligter og Rettigheder, som Piæster ingen Andeel har i«. Følgen blev da ogsaa, at Pastor Rothe kun fik Lov til a t faa en Slags »æils de boeuf«, nogle højtsiddende Vinduer med en Kasse for.52 Forøgede Kommunitetspladser, Viceinspektør og Regenslæge, Gang- og Karleinspektører, Bygningens Reparation og Læseforening — det var ikke Smaating, som Regensprovsten i Løbet af faa Aar havde forstaaet og formaaet a t stille paa Benene. Det vilde have været mærkeligt, om man ikke fra Regensalumnernes Side havde haft Forstaaelse herfor, og om Stemningen over for den nye Regens­ provst ikke var bleven paavirket deraf. Vi har allerede mærket dette, da Talen var om den lille Have, og den samme Forstaaelse spores i Virkeligheden i de første Aar over for de Forsøg, som F. C. Petersen gjorde paa a t skabe større Læsero og bedre Orden paa den gamle Gaard. Straks efter sin Indflytning, i Decbr. 1829, da der ved Midnatstid havde været »støjende Gilde« med Sang og Hurraraab paa fjerde Gang, altsaa ved Siden af Provstens Bolig, benyttede han Lejlig­ heden til a t proklamere et nyt Princip. Han kaldte vedkommende til sig og gjorde ham »i Venskabelighed« opmærksom paa, a t »lar­ mende Commerce« ikke kunde tillades, »da derved de Vaagende forstyrredes i deres Arbeide, de Sovende i deres Hvile, og Stiftelsen sattes i ondt Rygte«. Petersen havde den Glæde, a t man fra Stu­ denternes Side forsikrede ham om, a t han heri kunde regne paa »alle bedre Alumners Bifald og Bistand«. Da man kom heniForaarsmaanederne, begyndte Alumnerne imidler­ tid at synge om Aftenen i Gaarden i Henhold til den gamle Tilladelse, der galdt for »Tusmørket«. Petersen, der vilde have Orden i al Ting, aftalte med Fakultetets Dekan, a t Sommeraften-Sangen skulde fastsættes til a t foregaa i en Time efter Solens Nedgang. Der rejste sig nogen Misfornøjelse over det korte Tidsrum, og over a t Sagen var bleven paabudt. F. C. Petersen skyndte sig da, som sædvanlig, med at imødekomme Regensianerne paa det formelle Omraade. Det vai en Misforstaaelse, sagde han, at det skulde dreje sig om en Befaling, »thi min Hensigt er netop a t grunde min Bestyrelse paa Alumnernes gode Aand, ikke paa Befalinger«. Da »de bedre Alumner« havde ud talt Ønsket om, a t Ordenens Haandhævelse maatte overlades til dem selv, og garanteret imod, at der skulde finde Misbrug Sted, gav Provsten Cirkulæret en Paategning om »den sande Hensigt og Sammenhæng«. Sagen synes hermed foreløbig