RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

64

REGEN SKARLENE S LØNRESTANCER

F. C. Petersen vedblev a t have sin Opmærksomhed re tte t paa Lægespørgsmaalet og tabte det ikke af Syne. Da Koleraen 1832 gik sin Sejrsgang gennem de europæiske Storstæder og ogsaa truede København, indsendte han Forslag om Oprettelsen af Sygestuer, ikke blot for Regensianere og andre Kollegiers Alumner, men saa v idt muligt ogsaa for andre Studerende, som blev ramte. Den Gang slap man fra Ulykken. Men samme Aar var Provsten paa Nakken af Crone, fordi han ikke havde tilset en syg Alumne, der to Gange havde sendt Bud efter ham. Forøvrigt skal det siges til Crones Ære, at han i det Hele synes at have været meget paapasselig i de fjorten Aar, han var Regenslæge. H. C. Crone (født 1793) var iøvrigt en ganske udpræget og jovial Personlighed, der — hvis man kan stole paa Vilh. Bergsøes Bil­ lede af ham i hans Erindringer — maa have haft visse Betingelser for at blive populær blandt Studenterne. Han kom en hel Del hos Bergsøes Fader, Administratoren paa »den gamle Fabrik« lige over for Regensen i Købmagergade og lagde her et grovkornet Humør for Dagen, der skaffede ham Navnet »Doktor Grumme«. Man maa dog haabe, han har lagt noget Baand paa sit Lune over for Regensianerne, th i efter Bergsøes Fortælling kunde det godt falde ham ind efter et Sygebesøg hos en Koppepatient paa Gaden at daske Næven i en Kollegas for senere a t have den Fornøjelse a t se ham forvandlet til »en Æbleskivepande«.48 Ogsaa Regensens Bestillingsmænd viede Prof. Petersen megen Opmærksomhed, og i deres Forhold til Alumnerne søgte han a t sikre begge Parters Stilling. Da Underbetjenten i Begyndelsen af 1831 ansøgte hos Fakultetet om a t maatte faa sit Tilgodehavende hos to Alumner, støttede Petersen, der forgæves havde advaret dem, hans Andragende. Men Fakultetet mente rigtignok i det ene Tilfælde, hvor det drejede sig om et Kommunitetsstipendium, der allerede var anvist til andre Kreditorer, ikke a t kunne tilbage­ holde Pengene deri og indskrænkede sig til at lade Dekanen give ved­ kommende en alvorlig Paamindelse om at klare for sig. Paa samme Maade søgte Provsten at værne om Regenskarlenes Rettigheder. Allerede i Oktbr. 1830 fik han Fakultetet til at vedtage, a t de for Lønrestancer skulde have Prioritet i deres »Herrers« Stipendier forud for andre Gældsanvisninger. Omvendt blev Personalet paa Gaarden set nøje paa Fingrene, at det opfyldte sine Pligter over for Alumnerne, og der vaagedes opmærksomt over Aanden og Tonen. Da en Kone, Madam Bendixen, i Novbr, 1833 overtog Beværtningen i »Regens-