RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

44

NY ERU P BL IVER GAMMEL

zianerne Understøttelse a t foranledige end flere Udgifter«. Nu viste Regensianernes Regnskab imidlertid en samlet Udgift paa 874 Rbd., og et Underskud paa 93 Rbd. Dette Underskud foreslog Fakultetet Direktionen at dække, hvilket ogsaa skete. Vi ser nu let, at Følgen heraf for Fakultetet blev, at man i Fremtiden kunde hævde a t have baaret Hovedudgifterne ved Jubilæet, nemlig Rygningens Reparation (654 Rbd.), Gaardens Illumination (64 Rbd.) og Underskuddet (93 Rbd.), ialt 811 Rbd., mens Alumnerne kun overtog 781. At ogsaa Regensianernes Stemning er bleven forbedret herved, tør formodes.31 En anden Sag var det, a t Jubilæet 1823 gav Anledning til, a t man i mange Aar derefter holdt aarlig Stiftelsesfest d. 1. Juli. Da Nyerup var gaaet i sin Grav, og en ny Aand herskede paa Regensen hos Provst og Alumner, kom det ikke til a t gaa saa harmonisk til som ved den første Lejlighed. Men Nyerup var nu selv ved a t blive gammel, og dette kunde ikke undgaa at sætte sit Præg paa hans Ledelse af Regensen i 1820erne. Allerede længe før Jubilæet havde han klaget over Svagelighed. Ved sin Hustrus Død 1818 havde han følt det, som om han havde mistet sin »halve Sjæl«; fra da af maatte hans yngste Datter styre Huset for ham. Aaret efter mistede han Synet paa det højre Øje, og i Ty­ verne led han stadig af Rosen i Benene, saa at han ikke kunde vandre ud til sin gamle Yen paa Bakkehuset og drøfte fælles Interesser, literære Emner, med ham. Af sin eneste Søn, der døde tidlig i Vest­ indien, havde han nærmest kun Sorg. Han følte sig ensom og skrev allerede 1824 vemodig til Rahbek: »Du har storlig Ret, at det bliver mere og mere øde om os, da en efter anden pikker af«. Fire Aar senere havde Nyerup en tydelig Følelse af, at han havde overlevet sin Tid: »Dag for Dag føler jeg mere og mere, at jeg bør gaae ud af Scenen og lade de yngre raskere Acteurer træde op«. Det var ikke blot Hukommelsesevnen, som aldeles var svunden, men da Molbech udgav sin Anthologi, indrømmede Nyerup beskedent, at denne forud for ham havde »de moderne æsthetiske Grundsætninger, som vi i vor Tid ingen Ahnelse havde om«. Ikke en Gang denne for­ sonlige Grundstemning over. for Nytiden kunde han altid bevare. Ikke nok med, a t han til det sidste vedblev at hakke paa sin gamle Rædsel, Grundtvig: »Vel var han engang en Stjerne paa vor poetiske Horizont, men nu skinner han ikke mere end en Praas eller Siv.« De Bemærkninger han tilføjer om Grundtvigs Digt ved sin Moders Død, er virkelig vittige. Men ogsaa den nyeste Skole, »Heibergs spidsfindige Dialektik og Skolastik« fyldte ham med Uvilje. »Bliver