RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

JUB ILÆUMSFESTEN 1823 43 salen, hvor Berggreens Kantate blev afsunget, og Peter Erasmus Muller talte Latin. Hovedvægten kom dog til at ligge paa Aften­ festen under Linden. Den ydre Ramme herom skildres af Regensens gamle Historieskriver paa en ligesaa karakteristisk som uovertræffelig Maade: »I et af Kirkevinduerne ud til Kjøbmagergade saaes i Trans­ parent Stifterens Brystbillede, omgivet af en Stjernekrands, og hans bekjendte Valgsprog »Regna firmat pietas«. Inde i Gaarden var der op mod Nabobygningens Muur opreist en 5 Alen høi Hække af Grangrene [altsaa for at skjule Medaljens uskønne Revers!], behængt med farvede Lamper; i dens Midte brændte Christian IV’s trans­ parente Navnetræk, nedenfor saaes to mod hinanden vendte Løver og atter her Valgsproget, og paa hver sin Side kneisede to høie blussende Kandelab rer. Mangfoldige farvede Lamper smykkede den gamle Lind og hang i Guirlander omkring den hele Gaard, der des­ uden oplystes ved tændte Fakler og Lygter samt ved Glandsen fra de illuminerede Vinduer — og over det Hele brændte endnu oppe paa runde Taarn Kong Christians transparente Navnechiffer. Runde Taarn var iøvrigt ikke det eneste Punkt udenfor Regentsen, der ved sin Udsmykning forherligede dennes Fest: ogsaa største Delen af store Kannikestræde, mange Bygninger paa store og lille Kjøbmager­ gade, i Krystalgade og Landemærket, ja selv det fjerne Valkendorphs Kollegium vare illuminerede.« Det Billede, som udfoldede sig herinde, da gamle og unge mødtes i den milde Sommeraften, og Basuner lød oppe fra Rundetaarn, var Rammen værdig, men forskellig fra Juniaftenen 1820. Ikke om Selv­ hævdelse og Protest, men om det fælles Grundlag sang man denne Gang, først og fremmest i »Kong Christian lægger ned sit Sværd«. Var det de tilstedeværende Autoriteter, der herigennem lagde deres Tryk paa Forsamlingen? Næppe alene; der var paa Forhaand en anden Stemning ved denne Fest end tidligere. Derfor peger Jubi­ læumsaftenen 1823 ikke fremefter, men den hviler i sig selv og har dog sin Værdi. Blottet for Mislyd, som den var, førte den — med Reinhardts Ord — til, at »for samtlige Tilstedeværende staaer endnu den 1. Juli 1823 som et af de smukkeste Minder fra Studenterdagene«. Det uundgaaelige Efterspil var ogsaa af en behageligere Art end 1820. Fakultetet havde, som det vil erindres, ikke stillet sig synderligt rundhaandet over for Alumnerne og bl. a. overladt disse selv at betale Udgiften til Gildet i Gaarden. Det skrev senere til Universitets­ direktionen, a t man ikke havde anset det for passende, »at anvende Noget blot til Zirat for Aftenens Fest, eller ved forud at love Regen-