RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

34

NYERU P SOM OPLYSN INGST IDENS BARN

endelig lians ypperlige Indfald og kaade Udsagn. Endnu paa sine gamle Dage kunde han dristigt udbryde mod »Literaturtidenden«: »Her har vi igjen den evige Snak om det uigjenfødte, rationalistiske, det forvorpne 18de Aarhundredes Psalmecommission, som ikke vilde lade Satan gaae og brøle og sluge Mennesker, og som ikke troede, at Syndere blive rene ved a t vaske sig i Lammets Blod, eller ved a t deltage i Rudelbachs »store Naademaaltid« . . . Men det ses allerede af disse sidste Ord, a t han var ogsaa d. 18. Aarh.s Barn. Han havde paa fynsk Bonde-Grundlag nedfældet dets religiøse Skepticisme, saa a t han fra første Færd havde været besluttet paa ikke at bruge sin theologiske A ttestats til a t søge Præstekald. I senere Aar var navnlig Grundtvig ham en Rædsel — ikke blot som Digter —, og det er vel ham, han sigter til, naar han 1824 triumferende meddeler sin gamle Ven Rahbek, a t »Hyklerpræsten« var bleven ud­ pebet, da han hospiterede ved Prof. Hornemanns Forelæsninger. Men han havde ogsaa som saa mange af det gamle Aarhundredes Mænd bevaret Oplysningstidens Frihedsidealer, først og fremmest Kærligheden til det dyrebareste, Trykkefriheden. Som den store Literat, han var, laa den ham jo ogsaa særligt paa Sinde. Og, skønt han var den loyale Undersaat, kom der undei Sammenbrudet 1814 det Øjeblik, da han ønskede a t kunne skrive paa Tysk, og da hans Kritik over Regeringspolitiken førte til Udbrud som: »Da Cæsar blev overmandet og myrdet, havde han Omsorg for a t falde med Anstændighed; jeg tviler paa, a t Eftertiden vil sige det om os«. I de følgende usle Aar sagde han om sig selv, men næppe med fuld Ret, at han havde tab t Lysten til al Anstrengelse i saadanne Tider. I 1820erne var han til Gengæld varm for Grækernes Frihedskamp, og endnu i sine sidste Aar fulgte han med levende Deltagelse Friheds­ bevægelserne i Frankrig, Nederland og Sverige. Med dette sidste Land forbandtes han jo ogsaa ved d. 18. Aarhundredes gamle literære Skandinavisme. Karakteristisk nok var den Skikkelse, der fyldte hans Tanker i disse hans sidste Dage, den skaanske Bondefører for Oppo­ sitionen, Nils Månsson. »Det er mig en Pokkers Bonde. Hans Mage fmdes ikke fra Elven af og til Sundet«. Og han sammenlignede med Vemod den Tilslutning, han fandt i sit Land, og den tilsvarende Ud­ vikling i Danmark. »Saa langt staae vi »i saa Henseende« tilbage for vore Naboer hinsides Sundet«. — Nyerup tilbragte næsten Halvdelen af sit Liv paa Regensen. Han havde baade boet der som Alumne og Dekan, før han 1797, 38 Aar gi., flyttede ind i Provsteboligen som Vikar for Vennen Baggesen.