RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

KOMMUNITETS KVÆST URENS OPHÆVELSE

2 2

to Professorer, som var valgte til Inspectores Quæsturæ, skulde have deres Myndighed udvidet, saa a t deres Tilsyn virkelig blev betydnings­ fuldt. Den øverste Myndighed i økonomiske Spørgsmaal blev dog Universitetsdirektionen. Hvad Stipendievæsenet og Styrelsen af Regen­ sen angik, skulde de ligesom de akademiske Legater og de øvrige Kol­ legier blive under Professorernes Bestyrelse. En anden Sag var det, om denne, som hidtil, alene burde være det theologiske Fakultet. Kommiteen foretrak, at den lagdes i Hænderne paa 3 af Konsistorium valgte Professorer, saaledes a t kun en af disse behøvede a t være Theolog. Konsistorium sluttede sig i det hele til Udvalget, og Universitets­ direktionen gjorde heller ikke væsentlige Forandringer deri. Den imødekom dog ikke Konsistoriums Ønske om, a t dette fik den øverste Afgørelse i de økonomiske Sager, men sluttede sig paa dette Punk t til Kommiteen med den Motivering, »at Kommunitetsmidlerne, der have selvsamme Oprindelse som selve Universitetets, og derfor, skjønt bestemte til et særeget og noget mere indskrænket Øjemed end hine, i en ganske anden og mere egentlig Forstand end Legaternes Midler kunne siges a t være Universitetets, maatte behandles efter de selvsamme Regler som ere gjeldende for disse«. Dog blev der givet Konsistorium et lignende Løfte, som det havde modtaget 1837 ved­ rørende Universitetsmidlerne, nemlig a t der ikke, uden a t dets Be­ tænkning forinden var indhentet, skulde blive truffet nogen For­ andring med »Substansen« af Kommunitetets Formue. Den 15. Decbr. 1843 faldt saa Øksen, den kgl. Resolution, hvorved Kommunitetet udslettedes som selvstændig Institution. Fra 1. Jan. 1844 henlagdes dets Midler og Ejendomme under Kvæsturen under Tilsyn af Kvæsturinspektørerne, men med ændret Indretning af disse sidstes Stilling. Ogsaa Ligbæringvæsenet forenedes med Kvæsturen. Bestyrelsen af Stipendievæsenet og Regensen forblev derimod hos Professorerne, foreløbig hos det theologiske Fakultet, men med Udsigt til en snarlig Ændring heri. Dog herom mere senere.17 Det er formodentlig gaaet Læseren paa samme Maade, naar han gennemgik Kommunitetets økonomiske Historie 1814—-48, som For­ fatteren, da han skrev derom: Han har haft en besk Smag i Munden. Han har endda kunnet forstaa, om man i Frederik V I’s fattige Dage, da der ingen Statsmidler fandtes til kulturelle Formaal, maatte ty til en kraftig Hjælpekilde, men det maa staa for ham som noget ganske andet, at man fortsatte dermed i 1830erne og i Christian V IIPs