RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

21

KOMMUNITETETS FÆSTEBØNDER

stammede. Skattetrykket var endnu i Slutningen af Trediverne saa tungt, at de paa andre Maader maatte lettes, derfor blev man ved med a t forny den kgl. Resol. af 1819 om Nedsættelse med en Fjerdedel af de planmæssige Arvefæsteafgifter. Først i 1842 ophørte dette, og til Gengæld tilstodes der Bønderne en Grundforbedringshjælp. Man havde egentlig tænkt paa, at lade dem beholde Nedsættelsen mod en Forhøjelse af Indfæstningen, men dette frafaldtes atter ud fra den Betragtning, a t det var uheldigt ved Bøndernes Tiltrædelse at be­ skære den Kapital, som de kunde anbringe i Ejendommen. I Stedet for gav man dem 1842 Lov til at frigøre Fæstegaardene for en Fjerde­ del af Arvefæsteafgiften, mod at den kapitaliseredes med det 25 dob­ belte Beløb, men dette har maaske været for skrappe Betingelser, thi i de fire følgende Aar benyttede kun een Gaardmand sig af Til­ ladelsen.16 Saa kom de glimrende Aar i Slutningen af Fyrrerne, som mægtigt forbedrede Landbostandens Kaar. Meget betydelige Ofre var det dog altsaa ikke, som Direktionen bragte i denne Sag. — Efter den Behandling, vi nu har set Kommunitetet blive til Gen­ stand for, er der egentlig ikke noget forbavsende i, at man i 1843 tog Skridtet fuldt ud. For at indskrænke Administrationen havde man allerede lagt Sorø Akademis Depositum og den alm. Skolefond ind under Universitetskvæsturen, hvorved man sparede en Bogholder og en Kasserer. Men da denne Beslutning toges, paalagde Kongen samtidig Direktionen at overveje, om der ikke kunde foretages en yderligere Koncentration af Embedsmaskineriet ved at »fritage« det theologiske Fakultet for Bestyrelsen af Kommunitetets Jordegods og Kapitaler og ligeledes henlægge dem under Kvæsturen. Fakultetet selv mente ganske vist, at der ingen Anledning var til Forandring, og a t det kunde have sine Betænkeligheder at overlade alle de økonomiske Anliggender til Kvæstor alene. Dog indrømmede det, at Professorernes videnskabelige Virksomhed nødvendigvis maatte lide ved et saa stort Sidearbejde. Nærmest tænkte man sig, at en forretningskyndig Mand burde stilles i Spidsen under Kontrol af et Udvalg af Professorer. Nogen egentlig Plan hertil havde man dog ikke udarbejdet. Men den af Konsistorium nedsatte Fem-Mands-Komité, (hvoraf forøvrigt de to, Clausen og Hohlenberg, var Theologer og den tredje Regensprovsten) gik ind paa, at Foreningen under Universitets­ kvæsturen fandt Sted, dog under Kontrol fra Professorernes Side. Hvorledes denne Kontrol skulde udøves for virkelig at blive effektiv, var imidlertid det store Spørgsmaal. Navnlig tænkte man sig, at de