RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

210

GRAMS SVAGEL IGHED

Fra nu af var Forholdet længe det bedste. Gram fik undertiden skriftlige Vidnesbyrd herom fra afgaaede Regensianere, og i Jan. 1863 bad man efter en Generalforsamlings Beslutning om a t maatte ophænge hans Billede paa Læsestuen. »Jeg samtykkede naturligviis med Fornøielse«, noterer Gram. Da han i Jan. 1865 paa Grund af Sygdom ikke kunde deltage i Julegildet, var mau enig om a t beklage det. Midten af Tredserne betegner i det hele Kulminationen af hans Popu laritet .158 Gram var i disse Aar sikkert eu lykkelig Mand. Men han var til­ lige en svagelig Mand. Lige fra den Dag, han kom paa Regensen, var det aldrig helt godt med hans Helbred. Allerede i 1860 skriver den tro Fabricius: »At De skranter, er slemt, meget slemt. Godt, De har en Kone, der kan kjæle for Dem.« Følgen blev en Brønd­ kur i Rosenborg Have. Den paabegyndtes i Oktbr., og i Marts 1861 siges han a t være bedre. Men i August det følgende Aar hører vi, a t Gram igen har været syg; saa er der en Pavse til Januar 1865, da det a tte r er galt fat, og fra nu af gik det aabenbart ned ad Bakke. Og dog var Gram endnu en Mand i sine bedste Aar .159 Men han synes ikke alene a t have været en svagelig, men ogsaa en svag Mand. En saadan Dom vil naturligvis altid kunne bestrides; hvad der i den enes Øjne staar som Svaghed, vil af den anden blive opfattet som en naturlig Humanitet. Men der fmdes dog en yderste Grænse for Elskværdighed, og Gram synes at være gaaet ud over denne. Som Eksempel skal anføres hans Forhold til Portneren. Det var straks efter hans Tiltrædelse, at Viceinspektor gjorde ham opmærksom paa, a t den oprindelig saa flinke og dygtige Portner Hans Jensen var forfalden til Pimperi; »den for simple Folk ube­ tvingelige Lyst til a t pimpe, naar de in tet legemligt Arbeide har for«. Fabricius havde dog aldrig truffet ham egentlig beruset, men uheldigt var det, a t Alumnerne om Aftenen plejede a t søge ned i Portnerboligen. Allerede i Febr. 1860 havde Gram Klarhed over Tilstanden; da gentagne Advarsler ikke havde frugtet, meddelte han Portneren, at han maatte bort, hvis han ikke forbedrede sig. »Græ­ dende lovede han Bod og Bedring«. Det gik saa nogenlunde til April, da det igen var galt, og Trudslen udvidedes til, at næste Gang vilde Provsten bringe Sagen frem for Stipendiebestyrelsen. Om dette har hjulpet, er ikke let a t afgøre, men det gaar i hvert Fald nogenlunde til Marts 1863, før Provstedagbogen atter taler. Saa drejer det sig til Gengæld om et større Slag. Da Portneren indfinder sig hos Gram for a t modtage Ordrer om Illuminationen i Anledning af Prins