RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

190

HELMS’ V IRKSOMHED

at iføre sig sin Dragt. Jeg paastaar derfor N. straffet med en dygtig Mulet, fordi han vovede saa lumskt at standse min under Embedsfunktionen hel­ lige Person, og ligeledes H. fordi han naturligviis har opfordret N. til denne Forbrydelse.« Det vil glæde enhver »fordomsfri« Læser, a t Hr. Neergaard fik sig en Bøde paa 1 Mrk., mens Helms’ Mulkt fordobledes til 8 Sk. Sagtens havde den sidste sovet sødere end nogle Maaneder tidligere i Barakkelejren ved Dannevirke, og for første Gang blev han over­ rumplet, om end ikke af en Slesvigholstener. Men a t det ikke altid var den opvakte eller hans Kontubernal, som spillede Rævens Rolle, fremgaar af et Spørgsmaal i den følgende Maaned i Protokollen: »Forøvrigt spørger jeg, om det ikke er temmelig rævedannet af en Vækker at spørge vedkommende, inden han ret er vaagen, om han skal give ham et Kors. Det er, synes mig, det samme som at spørge en fuld Mand, om han ikke vil have et Glas endnu.« Som man ser, har den Glose, som Sophus Schandorph indførte i Literaturen, gamle Aner. I 1852 er Johs. Helms bleven Førstemand i Foreningen. Som Inspektør gennemfører han paa Generalforsamlingerne, hvor Mulk- terne rinde saa stride, store Beslutninger, ikke blot om Sold, men ogsaa om Skovture. I Sommeren 1852 arrangerede han saaledes en vældig Udflugt, hvortil ogsaa Ikke-Medlemmer havde Adgang, til Humlebæk, Fredensborg, Fortunen og Klampenborg. Med fast Haand styrede han her Selskabet, og senere fremlagde han »et Slags Regn­ skab« for Udgifterne »og bekræftede dets Rigtighed ved Banden«. I ædel Kappestrid med Helms stod Knud Valløe, der i Novbr. for­ fattede et saa elegant og skruet Indlæg om »de opvakte« og sin Væk- ning »med Kerte og Sandaler«, a t Helms indrømmede »den meget sædelige Vækkers smukke Talemaader og geniale Vendinger«. Men han beklagede sig over, a t Valløe havde vækket ham, skønt han havde Kors paa Døren, og det hjalp ikke, a t denne skød sig ind under, a t det var »en privat Vækning«, Valløe fik dog sin retfær­ dige Bøde. Ufortrøden blev han ved at lægge sine bedste Kræfter i sin Morgengerning, og den følgende Sommer hævede han sig end- ogsaa til den høje Poesi i Vækkerprotokollen:

Hr. KorfI havde vækket for fjerde Gang, Saa bragte han Buhi Protokollen, Buhi m aatte tage im od den, og KorfI Kunde atter spadsere paa Volden; — Thi Ingen kan undgaae sin Skjæbnel