RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

»GAMLE«S RETSREGLER FRA 1851 189 om Vinteren er nedsat til Kl. 71/*, om Sommeren til Kl. 6. Men nu skal der i alle Tilfælde betales for Kors paa Døren, og truende lyder § 5: »Har Vækkeren nogen mistænkt for a t være gaaet i Seng, er det ham tilladt at inspicere indtil en Time efter Vækningens Begyn­ delse.« Dette blev ofte beny ttet af nidkære Vækkere. Den gamle Bestemmelse, a t man ved anden Vækning skulde have »begyndt at klæde sig paa«, fortolkedes ved Generalforsamlingsbeslutning d. 23. Febr. 1853 saaledes, at »Underbenklæder er Benklæder«. At den øverste Knap i disse var knappet, var Lovens haarfine Grænse;

over dette Rubicon vovede ikke Cæsar at skride, mens paa den anden Side et senere Forsøg paa a t konvertere Sokkerne i Over­ benklæder afvistes med Foragt. Karakteri­ stiske Tidernes Tegn er desuden, at der yde­ des Laan af Kassen paa indtil 2 Rdlr., men mod maanedlig Rente af 4 Sk., altsaa 25 pCt. aarlig, og at Indtægten allerede det første Halvaar viste den nette Sum af 52 Rdlr. 89 Sk., som fremkom ved, at nogle Deltagere næsten daglig satte Kors paa deres Døre, og at Mulkternes Antal var meget betydeligt. Den gammel-nor- diske K raft var aabenbart stærkt truet. Aabner man Protokollen fra 1851, mø­ der man straks adskillige »Hyl i Ørke­

nen« efter de forsvundne Vækkertøfler, og i Anledning af Mulkterne mange Protester og Appeller til »ethvert fordomsfrit Medlem«. Men man lader sig ikke let narre. Hvilket Genrebillede giver saaledes ikke Vækkerens Anmærkning fra Novbr. 1851: »Da jeg den 10de Nov. kom for at inspicere DHrr. Neergaard og Helms (III, 12), kom førstnævnte mig i Møde med et dejligt Solskinsansigt; det glædede mig øjeblikkeligt, og jeg havde nær ladet mig bedaare til at sluddre lidt med denne Forbryder; men strax opdagede jeg Ræven, just fordi den logrede altfor meget med Halen; jeg skred nu rolig hen til Døren for at udføre min Embedspligt som Inspektør, men tænk nu! Neergaard angriber mig og griber mig i Sloprokken for at opholde mig; imidlertid sled jeg mig løs og for lynsnar ind til H., der nu var avanceret hen til Sophaen, rigtig­ nok med Strømper og Benklæder paa, men Strømperne faldt i Folder heelt ned over Anklen, og Beenklæderne stode paa en stødende og uanstændig Maade aabne fortil, hvilket afgav Beviis nok for, at han nylig var staaet op og netop havde benyttet den Tid, hvori jeg blev opholdt, til skjødesløst