RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

180

YÆRNEPL IGTSAGEN

af en diætetisk Levemaade og hos Portneren deponere »de faa Læge­ midler«, som skulde anvendes, før Lægen var kommen til. Heldig­ vis skaanedes Danmark, og dermed ogsaa Regensen, for denne Gang, og det store Møde udsattes i endnu fem Aar. Man havde jo ogsaa tilstrækkeligt andet om Ørene i denne Sommer.134 At »Aanden fra 1848« ogsaa havde grebet Regensen, fremgaar altsaa tilstrækkeligt af, at henimod en Tredjedel af Alumnerne fri­ villigt havde stillet sig i Hærens Rækker. Uden Festligheder og Taler, Brask og Bram drog de af Sted, og det er ikke det mindst tiltalende a t se den Nøgternhed, som her lagdes for Dagen. Men Aanden fra Martsdagene holdt sig kun sin Tid, det langstrakte Felt­ tog tærede paa den, og da man kom hen paa Efteraaret, og Kravet om den almindelige Værnepligt rejstes af Tscherning (September­ anordningen), mødte det som bekendt Modstand fra de tidligere fritagne Klassers Side. Regensianerne sluttede sig hertil. 44 Alumner androg Stipendiebestyrelsen om enten at søge at gennemføre, at Studenternes Udskrivning ophævedes, eller, hvis dette var umuligt, »komme dem til Hjælp« i denne for deres Fremtid saa vigtige Sag. Af Bestyrelsens Medlemmer hævdede Scharling, a t der med den sidste Tilføjelse maatte menes, a t Kommunitetets Kasse skulde hjælpe vedkommende til a t købe sig fri. Herom kunde der ikke være Tale, men man burde opfordre Konsistorium til a t »forene sin Stemme med den almindelige imod Billigheden og Retfærdigheden af hiin Udskrivning«. H. N. Clausen vilde ogsaa have Sagen i Kon­ sistorium. J. E. Larsen søgte forgæves a t berolige sine Kollegaer med, a t de nærmere Regler for Udskrivningen jo ikke forelaa endnu. Da endogsaa de virkelig værnepligtig-fødte hidtil var bleven skaa- nede, naar de blev Studenter, maatte det samme end mere ventes indrømmet dem, der nu skulde behandles, som om de var værne­ pligtig fødte. Denne Trøst virkede ikke, og den var for Resten ogsaa for mager, thi selv om Afgørelsen først faldt i Jan. 1849 ved Rigs­ forsamlingens Afstemning, kom den til at gaa Studenternes Ønsker imod. Men meget karakteristisk er det Omslag i Stemningen fra Martsdagene, som havde fundet Sted. Klassefølelsen var aabenbart ved a t gennembryde Lighedsfølelsen, selv om det maa indrømmes, a t der vel ingen Stand var, der i den Grad som den akademiske følte Byrden ved den nye Indretning. Stillingsvæsenet betragtedes derfor ogsaa almindeligt som en paa dette Punk t berettiget Ind­ skrænkning af Værnepligten.135 I Foraaret 1849 var det dog kun Medicinerne, der kom med som