RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

170

J . E. LARSENS SMØLERI

Ansvaret for, at Sagen var gaaet paa Grund, laa underligt nok hos den udmærkede Jurist, Prof. J. E. Larsen, som var Medlem af den nye Sti­ pendiebestyrelse. Han var baade grundig og flittig, men det var netop i dette Forhold Ulykken, thi ved disse Egenskaber havde han opnaaet. a t blive en stærkt beny ttet Mand, og det var ham ikke muligt a t overkomme alle sine Hverv. Foruden a t udfylde sin Professorstil­ ling, med dertil horende Undervisnings- og Forfatterpligt, var han Assessor i Konsistorium, Inspector Quæsturæ og Medlem af alle mulige Universitets-Udvalg; endvidere ekstraordinær Assessor i Højesteret, kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg og (meget aktivt) Medlem af en Række videnskabelige Selskaber; Selv med en Arbejdskraft som hans kunde Tiden ikke strække til til at opfylde alle de hermed forbundne Embedspligter. 1846 blev derfor et Sorgens Aar for Regensprovsten, i hvert Fald hvad Stipendiesagen angaar. I Marts tilskrev han efter »gientagne mundtlige Paamindelser« Stipendiebestyrelsen med en indstændig An­ modning om a t fremme den. Hver Gang han hidtil havde mindet derom, havde han faaet gode Løfter, og Larsen lod til a t være paa Veje til a t gaa over til hans egen Mening, nemlig a t der i hvert Fald ved de private Stipendier var lidet eller in tet a t reformere. Petersens Ord til de 16 Alumner Aaret i Forvejen bar desuden nu en b itter Frugt. Fra 10 andre Alumner indløb Ansøgning om Forlængelse med den mærkelige Motivering, a t deres »Arbejdsplan« var bleven »paavirket« af Rygterne om en Forandring af Fundatsen, hvilket oversat paa jevnt Dansk vilde sige, a t de havde taget det med Ro under deres Studeringer i Haabet om en Forlængelse af Stipendie- tiden. »Det var da en curiøsk Ansøgning!« udbryder Fabricius; »hvad vilde man sige, om man begik en saadan Uretfærdighed? Herregud, hvor vor Selvkjærlighed spiller os mangen dum Streg!« Der fulgte da ogsaa pure Afslag paa Ansøgningen, — men derfor kom der ikke større F a rt i J. E. Larsens Arbejde. Ulykken var, at Spørgsmaalet om Kommunitets- og Regensstipen- dierne nu var sat i Forbindelse med en Drøftelse af hele Stipendie- væsenet, og at Prof. Larsen havde forelsket sig i den af Universitets- direktionen fremsatte Tanke om kun at uddele Kommunitetsstipen­ diet for eet Aar ad Gangen. I Maj gjorde Regensprovsten i Anled­ ning af en Islænders Ansøgning om Forlængelse opmærksom paa, »at et Tilfælde som dette, hvor Ansøgeren har produceret Flids­ attest, og Provsten ikke giort Indsigelse, beviser, a t der in te t vil komme ud af a t uddele Stipendiet paa et Aar med Fornyelse, thi