RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

166

PROF. P E T ER S EN S GRUNDTANKER

Øjeblik nærmede sig, da alle kvalificerede Studenter vilde kunne opnaa Stipendiet straks efter Artium. Men herved steg Vanskelig­ heden med a t naa op i 2den Grad, der kun kunde rumme et mindre Antal. Da de ikke besatte Pladser i 3dje Grad lagdes til 1ste Grad, blev Følgen, a t Konkurrencen til den mellemste yderligere skær­ pedes. Men efter al Rimelighed var Studenten lige saa trængende ved Begyndelsen af sit Studium som senere. Og de der hurtigt absol­ verede Embedseksamen, som Regel de flinkeste, naaede tit kun a t komme i laveste Grad. At afgøre, hvem der var de mest trængende og mest værdige til a t rykke i Vejret, krævede i Reglen et Kendskab til den enkelte, som ikke kunde fordres. Følgen blev Vilkaarlighed. I Nødsfald maatte man nedsætte Tallet paa Kommunitetsalumner noget, f. Eks. til 110. Hellere hjælpe et mindre Antal godt end et større uforsvarligt. 8 Rdlr. maanedlig til alle, foruden Regensstipen- diets to Rdlr., vilde vel være en passende Understøttelse. De burde nydes gennem fire Aar, da de unge burde hjælpes snarest muligt efter Studentereksamen.125) Petersen talte med Fabricius om sine Tanker og fandt Sangbund. Denne var enig med ham i Forhøjelsen til 10 Rbdlr., »hvoraf 5 R. kan regnes for Middagsmad og de øvrige for Frokost og Aften (til Nød), og Hjælpen kan saaledes ansees for ganske antagelig; de der ikke ville boe paa Regentsen, maae jo have anden Understøttelse, der æquivalerer dette Gode«. Fabricius mente ogsaa, a t Stipendiet burde forlænges til fire Aar, som den korteste Tid, hvorpaa Em­ bedseksamen kunde tages. »Det er ogsaa vist, a t en saadan Forlæn­ gelse af Regentsstipendiet vilde have en gavnlig Indflydelse paa Tonen blandt Regentsianerne, idet Forholdene vilde modtage en større Varighed«. Derimod kunde Viceinspektor ikke slutte sig til Provstens Tanke om en Indskrænkning af Stipendiernes Antal. Ansøgernes Tal var endnu saa højt, a t det var »meget betænkeligt« a t forringe Mulig­ hederne for a t opnaa dem. Desuden turde man ikke stole paa, at Tallet vilde vedblive a t synke. Fabricius pegede desuden paa den gamle Sandhed, a t naar Kommunitetet kunde afstaa saa store Summer til Universitetet, »bør det kunne anvende noget tilstrække­ ligt til sit egentlige Øiemeds Fremme, og jeg tvivler heller ikke om, at Midlerne jo ere der, saafremt man kun vil bruge dem«. Han holdt derfor paa, a t det gamle Antal paa 130 burde bibeholdes, i hvert Fald højst nedsættes til 120. Tillige gjorde han a tte r opmærksom paa det heldige i Planen at sætte en Etage til oven paa den Fløj,