RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

152

ST E PHEN S EN OG GRIMUR THOMSEN

følge hjem til Regensen af en Betjent. »Paa Veien spurgte Stephensen denne, om han havde kiendt Einarson, og yttrede, a t han vel efter det Passerede kunde have Grund til a t giøre det Samme som denne«. Politibetjenten var nu saa uforsigtig ikke a t følge Stephensen helt op paa hans Værelse, han nøjedes med a t anbefale Portnerkonen a t tage sig af ham, men det var for sent, han var allerede igen sluppet, bort fra Gaarden. Næste Morgen tidlig fandtes hans Lig i Kanalen mellem det kgl. Theater og Gammelholm, »netop hvor Einarsons Liig for nogle Aar siden blev fundet«. »Dette er det Factiske ved Sagen«, skriver Regensprovsten, »og føies dertil, 1) a t de nylig fra Island hidkomne Breve in tet indeholde, der kunde virke skadeligt paa hans Sind; 2) a t de havde bragt en Anvisning paa 50 Rbdlr., som han ikke havde hævet; 3) at han havde begyndt paa Breve til Island, som aldeles ingen Oplysning indeholde; — og 4) a t han samme Aften, da han gik ud, har været hos Reitzel for a t bestille Bøger; — saa er det i høi Grad sandsynligt, at ene allene krænket Æresfølelse over det Passerede, hvis Følger han i sin exalterede Sindsstemning har udmalet sig paa det Værste, har bragt ham til a t styrte sig i Døden«. »Denne Tildragelse har dybt bevæget mig. Han var maaske den dygtigste Islænder, her har ligget i min Tid. Han var den første Is­ lænder, der har været Medlem af Læseforeningens Inspectorat. Han var agtet og afholdt af os Alle. Desværre hører jeg, a t han nu og da i den sidste Tid er seet i beruset Tilstand. Der forsikkres imidlertid, a t blot 2 Snapse havde denne Virkning paa ham.«112) Der ligger dog vel mere end en individuel Forskel i, a t Islænderen, som er kommet paa Afveje, i sin Ophidselse frivillig søger Døden, medens Danskeren glider dybere og dybere, indtil han som sub­ sistensløs Landstryger hjemsendes af en holstensk Øvrighed. En meget forskellig Skæbne frembyder en anden Islænder, Grimur Thomsen, der nogle Aar efter sin store Landsmand Jon Sigurdsson i Begyndelsen af Fyrrerne boede paa Regensen. Om end mindre berømt end denne naaede han baade at blive Dr. phil. og Legations­ sekretær i Udenrigsministeriet, og saa havde han endda regensielt set det Fortrin a t have deltaget ivrigt i Livet herinde, særligt ved de skandinaviske Møder. Men ingen, som kendte den højst elegante og korrekte Legationsraad i senere Tid, vilde have anet, a t hans Ung­ doms Annaler paa Regensen taler om et temmeligt uomgængeligt og lidenskabeligt Sind, saa at hans Kontubernal ikke vilde bo sammen med ham, fordi han var saa urolig, hans Karl klagede over a t have sin Løn til Gode hos ham, og tilsidst blev han adgangsforment paa