RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

142

FO RNØ JEL SER

helst, a t den ikke kom herfra, da den dog unægtelig staaer i en Slags Modsætning til Collegiets Natur«. Til Tider blussede Kortspillet ret stærkt op, navnlig paa 6te Gang, hvor Islænderne regerede, og Prov­ sten fandt sig da forpligtet til a t advare derimod, skønt Fornøjelsen i hvert Fald var temmelig stilfærdig. Saa var han, underligt nok, mere bekymret over Vækkeselskabets Gilder, der holdtes, hver Gang Mulkterne truede med a t sprænge Kassen. En kostelig Scene udspandt sig en Juniaften 1841, da Petersen selv begav sig over til Selskabet og sagde til Værten, a t »da han ikke var saa høflig a t komme til mig paa min Anmodning, — Noget som jeg vilde giøre mod Enhver Regentsianer, om jeg saa skulde op af Sengen midt om Natten — maatte jeg komme til ham. Derpaa fulgte en Discussion og Samtale omtrent af den sædvanlige Slags, men i al Venskabelighed, saa meget mere som adskillige af Gaardens flinke og skikkelige Folk vare til­ stede«. Da man spurgte ham, om Vækkeselskabet ikke paa Grund af Medlemmernes Flid kunde faa en speciel Tilladelse, gav Prov­ sten dem al Anerkendelse, men tilføjede, »at Ingen, og allermindst jeg kunde have imod, a t de sloge en lille Sviir af, men paa Regentsen kunde den ikke finde Sted«. Det var en besynderlig Anvisning. I 1845 ser man da ogsaa, a t til Trods for Portnøglerne mente Petersen a t maatte lade Vinduerne paa 3dje og 4de Gang til Gaden forsyne med Laase, som ikke kunde aabnes uden Nøgle, fordi han straks efter Indretningen havde fundet dem staaende aabne med Spor af Gennemgang. Let forstaaeligt er det, a t dette vakte Røre, men Viceinspektor erklærede, at det var nødvendigt paa Grund af den ulidelige Træk paa Gangen, og tilføjede: »Jeg indseer forøvrigt ikke, hvad det vedkommer Alumnerne, om et Gangvindue til Gaden er til a t lukke op eller ikke, man kan ogsaa i sin Respect for dem gaae for vidt«.106) Enkelte Studerende kunde ganske vist ikke taale det frie Studen­ terliv, men det var dog sjældne Undtagelser. I 1844 maatte en Alumne (C. W. Tinghuus) opgive Kommunitet og Regens paa Grund af sit uordentlige Liv, der havde strak t sig over et Aars Tid. Han havde søgt slet Selskab og tilbragt flere Dage uden for Gaarden, var stærkt forgældet og havde endogsaa solgt af sin Kontubernals Røger. Imidlertid fik han ved Afgangen ikke blot et Gratiale, men ogsaa Løfte om senere at genindtræde. Dette skete i Foraaret 1846, men Resultatet blev ganske det samme som første Gang. De gode Løfter, som han gav, var han for svag til a t holde, »uagtet det uden Tvivl i Øieblikket var hans Forsæt a t giøre det«. Tilsidst forsvandt