RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

K O M M U N IT E T S S T I P E N D I E R I K O R N

7

Medlem, den brave Geheimekonferensraad og kgl. H istoriogiaf Ove Malling, der i Forhandlinger plejede at lade ethvert Standpunkt komme til sin R et. »Den gamle Dr. Hornemanns Bemærkninger for­ tiene uden T v iv l ogsaa Opmærksomhed«, skriver han. »Under lave Capi- te lsta x te r og høi Sølv Yærdie kunde man maaske komme til kort i Bal- lancen ved at sæ tte Stipendierne i Sølvværdie, naar Communitetet harsaa væsentlige Indtægter i Korn ellersammes Betaling efter Capitels- taxt.« Malling fremførte derfor et ejendommeligt, men tiltalende Forslag, nemlig, »om man ikke bedst satte Stipendierne i Korn, der evalueredes efter Capitelstaxt. Da gaar man sikkerst frem og er vis paa at kunne holde hvad man lover, thi Maalestokken for Indtægt og Udgift er da den samme«. D et var altsaa et lignende Forhold, han tænkte sig skabt, som det der har været Tilfældet med Præste- lønningerne lige til vore Dage. D et kan dog allerede her bemærkes, a t hverken Hornemanns eller Mallings Forslag fik nogen praktisk B etydn ing ved Planens nærmere Udførelse. D et theologiske Faku ltet havde foreslaaet, at den nye Ordning skulde tage sin Begyndelse fra Frederik Y I’s Kroning, der jo fandt Sted d. 31. Juli 1817. Malling fandt dette »gandske passende« og mente, at man saa havde Tid nok til at overveje Sagen. »Jeg ønsker inderligen, at det som nu bestemmes, rnaatte kunde være sikkert og varigt.« Men det skulde snart vise sig, at denne Frist b lev langt over­ skredet. Der gik i Virkeligheden halvfjerde Aar, før man var naaet til Vejende. Grunden, hertil er ikke let at indse. Maaske hang den sammen med, a t Universitetsdirektionen efter H ertug Frederik Christian af Augu- stenborgs og to andre Medlemmers Udtræden var b levet en saa faa- ta llig Forsamling, at de enkelte Medlemmer ikke kunde afse tilstrække­ lig Tid til denne Sag. Foruden Malling bestod den nemlig kun af Overbibliotekar Moldenhawer og den unge Professor Laurids Engels­ to ft. Først i 1817 b lev den forstærket med Biskop Mynster og Prof. Viborg, foruden at Andreas Bjørn Rothe igen traadte ind. Men det er ingenlunde sagt, at Grunden maa søges her. Thi den Mand, som kom til at sætte sit Præg paa Reformen, havde Sæde i Direktionen hele Tiden igennem . D et var Engelstoft. Den berømte historiske Forelæser og Forfatter var under fransk Paavirkning tillige en in itiativrig Reformator, der navnlig tumlede sig med Forkærlighed paa Forvaltningens og Skolevæsenets Om- raader. Han stod i sin bedste Kraft, og han var Sjælen i Universitets­ direktionen i disse Aar.