RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

135

J. CHR. HOSTRUP

Men d e t cen trale, d e t k a rak te ristisk e i ham v a r i al sin Enkelhed orig inalt. H an s Dom over Fænom ener og Mennesker v a r urm enne­ skelig. H a n optog sin T ids T ank e r selvstændigt i sig, baade F y rrernes po litiske F rihed sideal og d e t K ierkegaardske K rav , og han tøm rede sig deraf en fa st L ivsanskuelse, en »Livsbelysning« i d e tte Ords dybere B ety d n in g ,' som han aldrig svigtede. En Anekdote vil belyse dette. Sønnen siger om ham , a t »han kunde god t sige om en b ek end t Mand, en an se t Mand — en sto r Mand — : »Aa, han er e t Fæ«. Og tog man til Genmæle og henv iste til Mandens E v n e r eller lignende, saa svarede F a d e r: »Aa, Fæ iskhed [et an d e t Sted citeres d et afsvækket: »Dum­ hed«] — Fæ iskhed er en moralsk Mangel«. — D e tte v a r H o strup s ind e rste Væsen. Derfor m aa han kaldes en klog Mand. Med denne P robérsten i Lommen kunde han, ligesom Halling i en »Spurv i Tranedans«, se tvæ rs gennem d et Kogleri, der fangede and re i sit Næ t. H an v a r sam tid ig sto lt og beskeden. H an kunde tid lig t skrive om sig selv: »Jeg bliver aldrig mere end E lev paa Li­ v e ts T h ea ter, jeg er b e stem t til a t spille Biperson«. Men i al Be­ skedenhed an v en d te han sin Tanke, selv om den ikke kunde fly tte B jerge. H a n gav ikke ta b t, men kastede alt, hvad han evnede, af i K ravene, kun fordi hans Sam v ittighed bød det. Derfor blev han ikke fu lg t af Mængden, da han i 64 efter F reden prækede K rig mod a lt T y sk : »Krig mod Sproget, Mordersproget« . . . En saadan Konse­ kvens veg d e t sagtmodige danske Gemyt tilbage for. H ans B rud m ed P loug i 1877, hans Hævdelse af sin K ristendom inden for sine nye Venners K reds i 1887 peger i samme Retning . Men den, der hæ vdede sligt, v a r en modig Mand. H an stivnede aldrig. E ndnu i sin A lderdom forsøgte han a t følge m ed Ungdomm en, han s a tte sig t. Eks. ind i Ibsens Skuespil for ikke a t blive en fremmed b la n d t de unge. H an v a r en virkelig frisindet Mand, ikke saaledes a t fo rstaa, a t han b etrag ted e sig som en ind ru l­ le re t med e t fa st Sæt Anskuelser, men en Mand, hvis G rundsyn v a r frisindet. H an v a r a ltsaa en virkelig S tuden t. E n klog Mand, en modig Mand, en frisindet Mand. E r det ikke udødelige Værdier, og h a r m an ikke R e t til a t være sto lt over a t kunne betegne ham som »den ideale Regensianer«?