RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

132

F Y R R E R N E S R EG E N S IA N E R E

de, som fa ld t den følgende D ag i R id ehu set, og derhos ganske upoli­ tiske. Mærkelige er derfo r S lu tn ing so rdene: »Til a t indv ie Eders F rem tid s K ra ft til d e tte Væ rk op fo rd rer jeg, den Gamle, de om mig forsam lede Ynglinge, som h e r rep ræ sen tere de tre sk and inav iske R igers Ungdom . Gid den B egeistring, som nu fy ld er E d ers Sind, m aae s ty rk e E d e r til d e t A rbeide, som F rem tid en vil kræve af E d e r som Mænd«. D e t er Toner, der m ind e r om L ehm ann s R id ehu stale, men kun F o rm en er beslæ g tet, In d h o ld e t er e t a n d e t.95 S tu d e n te rm ø d e t 1845 b etegn e r H ø jd e p u n k te t i S tu d e n te rliv e t un d e r Christian V II I, ogsaa fo r Regensens Vedkomm ende. De føl­ gende A a r til R ev o lu tio n sa a re t 1848 er m a tte ; der er h e r e t n a tu rlig t H v ilep u n k t, hv o r m an stan se r og ser tilbage. F y rre rn e er b e ty d ­ ningsfulde for Regensens Udvikling, men snarere ved de T illøb til e t frit Selvsty re, som m an møder, end ved de opnaaede R e su lta te r. A lum nernes In teresse lægger sig m ere fo r Dagen ved enkelte festlige L ejligheder end ved D eltagelse i d e t daglige Sam liv. E n U nd tagelse d an n e r h e r Vækkerforeningen eller 5^2 Selskabet p a a 4de Gang« (den senere »Gamle«), som o ftere er om ta lt i d e t foregaaende, nem lig n a a r den stod over fo r d e t P rob lem a t skaffe sine B øder ud af Verden. Men desvæ rre er der saa g o d t som in te t M ateriale til dens H isto rie b e v a re t før fra H a lv tre sern e , og d e tte er G runden til, a t d e t er saa v an sk e lig t a t skaffe sig e t B illede af R egensianerne som Helhed, vanskeligere endnu end i T red iverne, da Læseforeningens A nkep ro ­ toko ller dog i d e t m ind ste bely ste nogle Sider. F rem stillingen kan ikke und g aa a t præges af, a t K ild em a te ria le t stad ig væ sentlig stam m e r fra A u to rite te rn e s Hænder. Om F y rre rn e s Regensianere gæ lder sikk ert, hv ad H e n rik H e rtz siger i sin R om an »Johannes Johnsen« (I, 237): »God Tone og fr it a n stæ n d ig t Væsen er overhov ed et eiendommelige fo r de k jøben- h avn ske S tude rende . . . Man k an ig runden sæ tte dem , hv o r m an vil, om d e t saa v a r — for a t gaae til den yd e rste Grændse — ved e t H o fbal; i A lm indelighed ville de tag e sig g od t ud og sn a rt v ide a t finde sig tilrette«. Og d e t Billede, H e rtz op ru ller af F y rre rn e s S tu ­ d e n t med han s sp red te og vekslende S tudier, han s K om itédannelse til en K o n stitu tion sad re sse , S tu d e n te rta le r i Avisernes A and og Ud­ givelse af e t po litisk M aanedssk rift (»De er ikke for gamm el dertil!«); p a a den anden Side h an s lyriske T rang, der fører ham til a t tilb ringe den hele S omm e rnat i D y rehaven , og han s T hea terrab ies, der lad er ham med K am m e ra te r b ringe F ru H eiberg en Serenade; — d e tte B illede passer v ist i d e t sto re og hele ogsaa p a a R egensianeren, især