RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

108

F O R SO N E N D E STEMMER

den opløste sig. H an , der ellers v a r beh e rsk et, v a r nu kom m e t saa v id t, a t h an u d ta lte : »F ak u lte te ts Qvasi-G rund k an K om itéen n a ­ tu rlig v is ikke undlade sig « p a a yderligere a t gaae im øde; den h a r d e rtil fo r sto r Agtelse, saavel for F o ren ingen som fo r sig selv; og F a k u lte te ts Skrivelse er i d e t Hele af den A rt og frem sa t i den F o rm , a t den g jø r E nd e p a a al v idere D iskussion; d e t vilde væ re la tte rlig t a t sæ tte Noget imod en T erm inu s som den, »«/ man ikke kan indlade sig paa Andragendet«.. P ro v s ten kund e heroverfo r k u n væ bne sig m ed den personlige Mening, a t »det er v istn o k m eget usømm eligt, m en ikke væ rd a t tag e v idere N o tits af.«78 Mere bemæ rkelsesvæ rd ig t er e t længere Indlæg, som en ung A lumne, P . Joh an sen , ved A a rssk ifte t in d ry k k ed e i Bemæ rkelsesbogen. F o re ­ læsningssagen v a r af a ltfo r sto r B etydn ing , til a t den kund e g ra v ­ lægges m ed d e t gam le Aar. H a n drog en Samm enligning mellem R egensens tid ligere og nuvæ rende T ilsta n d og p a a v is te P ro v sten s sto re F o rtje n e s te r af den tilv e je b ra g te O rden og af Læ seforeningens O p rettelse. »Men neppe vilde Nogen mene, a t R eg en tsen v a r a lt, h v ad den kunde væ re, om al K a ad h ed , F o rsty rre lse og Uo rden v a r b an ly st, om E n h v e r gik rolig til og fra sin Celle som gam le a d ­ stad ige V a rtou lemm e r, om E n h v e r sad rolig m ed sin Avis i H a a n ­ den i Læseforeningen uden a t mæle eller fo rsty rre de Andre, eller om H v e r isæ r sad n ag let til sin P u lt b aad e N a t og Dag, og R egen tsen v a r en Sam ling af u fo rtrødn e Læseheste. D e t er netop d e tte , R e ­ gen tsen ikke skal være, ikke en Samling, m en en Eenhed. S am livets B e ty d n in g m aa ingen lunde oversees. O rden og Rolighed er kun d e t n ega tive M om ent i R egen tsens Idee; den gj ensidige P a a v irk - ning, som udøves af d e t hele S am fund p a a den E nk elte, er d e t po­ sitive, og enhver B estræbelse for a t d anne e t C entrum , for a t en regelmæssig O rganisme kan udv ik le sig, er af stø rste B etydning .« Ønsket om Forelæ sninger v iste efte r han s Mening, a t P ro f. Clausens Tale om e t fr it Selvstud ium h avd e fu n d e t Genklang. D e tte gald t isæ r for dem , som studerede N a tu rv id e n sk ab , m en b u rd e ud v id e s til de øvrige. Joh an sen end te med a t foreslaa, a t In s p e k to ra te t sku lde indgaa til P ro v sten med en T akad resse for han s h id tilvæ rend e B estræ belser, »idet vi overgive denne, for a t R egen tsen k an svare til sit Øiemed, saa hø ist vigtige Sag i h an s H a an d , for a t h an m ed hele sin K ra ft k an v irk e for den. H e rr Prof. P etersen vil v is t i v o r t A nd ragende see en T idens Fo rd ring , og jeg tø r nok sige, a t v o r P ro v s t m ener d e t for æ rlig t m ed sin R egen ts, til a t h an ikke af al E vn e skulde v irke for dens dy reb are ste Interesser.« —