RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

PROVSTENS FOR NY ED E IN DGR IB EN

9 7

skulde neppe troe, a t der i Regensens Læseforening fand tes e t Med­ lem af saa lav en Tænkem aade, a t han kunde nedlade sig til a t ind ­ føre en B emæ rkn ing som ovenstaaende uden Navns U ndersk rift og med Fo rd re je lse af Haanden«, men P. L. Møller kom nu til a t føle F o rb and e lsen ved a t væ re Regensens Kainskikkelse, da den angrebne Ø strup , som k o rt i Fo rvejen h avde væ ret u d s a t for hans »Vittigheds- pile«; energisk frab ad sig hans B istand og Deltagelse, sam tidig med a t h an stillede den anonym e S k riben t en D rag t P ryg l i Udsigt. Men næppe v a r denne Sag b ilag t, før der i S lutningen af 1834 opstod en S trid , som b lev d e tte Aars sidste. Den uskyldige Aarsag hertil v a r den senere Skolemand F. C. L. Trojel, der foreslog en ty sk »Nytaarsgave« anskaffet, hvad der k ald te L. T. F. R avn i Marken mod ham , og en lang D ispu t mellem de to H e rrer opstod om, hvem der v a r m e st logisk. Den Hegelske Terminologi opbødes som H jæ lpe­ tro p p e r i denne K am p . En Indsender mente, a t R avn stod »i sin simple Iogforsigværen, i sin nøgne Jeghed, som Personen L. T. F. Ravn«, m edens den angrebne svarede ved a t sondre mellem Begre­ berne »objectiv Ubestem thed« og »subjectiv Bestemthed«. Men saa fa ld t h an ud af sin Rolle som Filosof ved a t tale om sin Modparts »pøbelagtige Væsen«, og denne svarede med a t kalde ham »en literæ r K lopfægter«.70 D er er her nogle S tænk af Humoren fra »Genboernes« Generalforsam ling, men rigtignok temmelig ufrivillige. Id e t hele er d e t B eskhed, ikke V ittighed, som ogsaa d e tte B ind indeholder. Læseforeningens Ankeprotoko ller er et B idrag til Belysning af den Fo rskel mellem F o rtid en s og Nutidens S tuden terku ltu r, som m an u nd er Indflydelsen af D igternes Værker ofte er altfo r tilbøjelig til a t overse. Men saa m eget frem gaar af andre K ilder, a t Prof. F. C. P etersen ikke h a r væ ret tilfreds med den Udvikling, Anke- p ro toko lsk riverierne havde ta g e t efter den førstes »Opbrænding«. H a n fa n d t i Begyndelsen af 1835, a t navnlig P. L. Møller m isbrugte P ro toko llen »paa en ligesaa kiedsommelig som mod In sp e cto ratet drillevoren Maade«. Møller havde nemlig sammenlignet en af Inspek­ tø re rn e m ed »H. M t.K e jse ren i China« og »H. Mt. Kejseren af Rusland« som M ønstre p aa enevæ ldigt Ty ranni, og han havde k a ld t et Medlem (den senere B irkedomm er p aa Før, H. Trojel) »et sygeligt Spøgelse fra Don Q iiixotes Tider«, hvad der til Gengæld indb rag te ham selv E p ite te rn e »den flaueste Vittighedsjæger«, »den feigeste K ryster« og »Faarehoved«. I F eb ru a r k ald te P rovsten ham oven i K øb e t op til sig og gav ham den fornødne Paam indelse og Irettesæ ttelse. Sam tidig forløb en S tu d e n t W a lth e r sig paa Læsesalen over for en af Inspek­