RegensenGennemHundredeAarAfKnudFabricius_1923

T R A D I T IO N O G H I S T O R I E

2

Ogsaa naar man kommer nærmere til vore Dage, kan Traditionen øve Uret, eller den kan alene fæste sig ved visse Personligheder, men sam tidig kaste Glemsel over andre, lige saa fortjente. Ved Siden af Christian IY ’s Navn er i det alm indelige Omdømme to andre knyttede til Kollegiet, P lougs og Hostrups. Regensen er for mange stad ig P lougs og Hostrups Regens. D et er sandt, at deres Sange stad ig lever herinde, og det med R ette, men heraf følger ikke, at v i ukritisk skal stille os paa deres Side i de gam le in - dreregensielle Stridigheder. I det hele vilde man dog tage fejl, hvis man identificerede Regensen med et b estem t A fsn it af dens Udvik ling. Man kan siden Hostrups Dage skelne mellem forskellige Perioder med deres særprægede Regenskultur. Og der var ogsaa Mænd paa B jerget før P lougs Dage. Før Aar 1800 er Skaren dog for langt borte, til at v i kan skelne de enkelte Ansigter, men naar v i drejer om H jørnet til det 19. Aarhundrede, møder v i ikke b lo t et n y t Afsn it, Romantikens Tid, da et Sam liv med Sang og Sold begynder un­ der Gaardens unge Lind, men v i ser ogsaa enkelte Skikkelser træde frem i Mængden som toneangivende Personligheder, især D igtere. E fter den paafølgende Periode, Gammelliberalismens, Na tional­ liberalismens og Skandinavismens Tid, hvor Politikere som Ploug fører Ordet, kommer Tredsernes Overgangstid med de tre H ’er (Harald Holm , Hørring og Hørup) og Efterromantiken (Ernst v . d. Recke), Firsernes Provisorieperiode, da Joh. Ottosen genskaber no­ get af Røret fra Tredivernes Generalforsamlinger o. s. v ., o. s. v. Saaledes er Regensen ikke b lo t en Mikrokosme, der afspejler de Bevægelser, som virker i hele Landet, den er ogsaa en selvstænd ig Organisme, hvor et særpræget aandeligt L iv stad ig udfolder sig un­ der vekslende Former. Den alm indelige Regenstradition behøver altsaa historisk Prøvelse. D et er dog kun om det sidste Aarhundredes Udvikling, det efter­ følgende Skrift skal tale, id et Forfatteren er gaaet ud fra den For­ udsætning, at Reinhardts paalidelige Bog endnu ikke har udtjent, og at det snarest er en Fortsæ ttelse heraf, som er fornøden. Im id­ lertid vil v i søge noget længere tilbage end til det Aar, 1848, hvor­ med Reinhardt ender, da det sidste A fsn it af hans Værk (1818— 1848) er ret summarisk, og denne Periode dog rummer Forudsæt­ ningerne for Forstaaelsen af den sidste Halvdel af det 19. Aar­ hundrede. Aaret 1818 maa i denne Forbindelse komme til at staa som et naturligt Udgangspunkt. Da fik K omm un itetet den Indret­ ning, hvorunder det har virket i den følgende Menneskealder.