Regensen_1858-62

Lidt efter viser sig Anton Hertel, bredskuldret og tæt, med lyst, krøllet Haar. Han har været ude at informere og han skynder sig nu hjem for at tage fat paa Bøgerne. Flittig er han og faaer derved Tid til at læse meget andet end Studiet fører med sig. Der er noget drømmende i hans levende blaa Øine. De sige os,‘ at han ha r et Hjærte, der slaaer varmt for alt Stort og Skjønt, en Hædersmand, som han er og hele sit Liv har været, en fuldblods Idealist. Han standses i Farten af den høie anseelige Jacob Møller, som svøbende sig i sin høist med­ tagne Slobrok, ikke ulig en romersk Senator, gaaer og venter paa at faa fat i En, for hvem han kan udvikle den mundtlige Procedures Fortrin for den skriftlige. Han maatte senere som Herredsfoged forgæves vente paa den Retsreform, som han ikke oplevede og som endnu lader vente paa sig. Der var naturligvis mange andre, jeg ogsaa kunde nævne og fortælle om og som ligesaa godt kunde fortjene det. Men man maa bcgrændse sig. De staae alle for min Erindring som kjære Venner. Ikke en eneste kan jeg komme ihu, som jeg ikke har holdt af. Det var fire lykkelige Aar. Naar jeg nu i Tankerne gjennemgaaer dem, saa er Antallet af dem, som ere døde, meget stort, hvad der ikke er saa underligt. Men underligt er det, at saa mange af dem ere døde i en ung Alder, uagtet de var sunde og raske unge Mænd og førte et ordentligt Liv. Paa den anden Side er det glædeligt, at jeg ikke har hørt, at det er gaaet nogen af mine Kammerater fra den Tid rent daar- ligt her i Verden. Ikke een veed jeg at være gaaet til Grunde eller have bragt Skam over sig og sine. At mange have maattet nøies med beskedne Livs