Regensen_1858-62

SO skulde komme med dem en anden Dag. Resultatet blev næsten altid, at Cohen fik Varerne for intet. Det var det, han vilde, og naar han havde opnaaet det, var han uudtømmelig i venlige Ord og Smiger til «den unge Herre». — Nu maa det indrømmes, at de Klæder, vi solgte, ikke var meget værd, Cohen var vist ogsaa fattig. Vi havde Fornøjelse af ham, for Cohen var morsom og klog. Gav man ham en Kop Kaffe fra Portnerens Kjøkken, følte han sig høilig smigret og velsignede os i gammel­ testamentlig Stil, undertiden paa Hebraisk. Naar han kom om Vinteren til os paa vore Værelser, pleiede han at tigge om at maatte tage et Stykke Brænde med sig: «for stakkels gamle Cohen er en fattig Mand». Engang blev Cohen borte i lang Tid, — over et halvt Aar. Vi troede, at han var død. Men saa en Dag kommer han trippende ind i Gaarden paa sine smaa skæve Ben. Han blev straks omringet og modtaget med Festivitas: «Men hvor har De været henne, Cohen? Vi troede, at De var død.» «Nai — undskyld, — det er jeg ikke. Cohen har heller ikke været syg, har jeg ikke. Men min Kone har været syg. Hun havde fem Sygdommer. Og saa maatte jeg ikke gaa fra hende. Jeg sagde jeg skulde ud, men saa tog hun mine Bukser og gjemte dem. Og jeg kunde ikke gaa ud uden Bukser, kunde jeg ikke. Ja Herrerne kan tro, at Cohen, stakkels gamle Cohen, har havt stor Besvær. For hun var schlem. Men nu er hun død.» — «Saa er De vel glad, Cohen?» — «Nei, jeg savner hende alligevel.» Og saa strømmede Taarerne ned ad Cohens sortsmudsede Ansigt.