Regensen_1858-62

i let Tøi, var det næsten ikke muligt at have den paa sig. Dernæst var det ikke Provsten selv per­ sonligt, der udleverede Portnøglerne, men hans Kokkepige, et ældre ugemytligt Fruentimmer, som ikke betragtede os unge Fyre med den Velvillie, vi fortjente. Hun gloede misfornøiet paa os, naar vi kom ind til hende i Provstens Kjøkken og bad om Portnøglen, som om hun havde os mistænkt for at vandre ad Lastens Veie. Nægte os Portnøglen, kunde hun imidlertid ikke, men vi maatte skrive vort Navn paa en dertil indrettet Tavle, som hun havde i Forvaring. Vi narrede hende alligevel under­ tiden ved at skrive et galt Navn, saasom Bernadotte, Sophokles, Lord Byron og lignende berømte Navne. — Det kunde ogsaa hænde, at det begrændsedc An­ tal af Portnøgler, som hun havde Administrationen af, slap op, saa at man ingen Nøgle kunde faa. De udlaante Nøgler skulde den næste Morgen inden Kl. 9 afleveres til Kokkepigen, som saa forelagde Provsten Tavlen med Navnene paa de Forbrydere, der havde havt Portnøgle den foregaaende Aften Formodentlig førte Provsten Bog over dem, der laante Nøgler, og viste det sig, at en Person for ofte gjorde Brug af Portnøglen, blev han kaldt op til Provsten og afæsket Forklaring om Grunden til dette Misbrug. Disse Omstændigheder bevirkede naturligvis, at man foretrak at hjælpe sig paa anden Maade. Det er vel bekjendt, at man i de Tider, istedct for, ud­ rustet tned en Nøgle at gaae ind gjennem Porten, krøb ind af et af Vinduerne hos en af de Kamme­ rater, som boede i Stueetagen. Man gav Vægteren fire eller otte Skilling for at hjælpe til. Skjøndt det var en Gène for de Alumner, af hvis Vinduer man krøb ind, var det en Selvfølge, at de gjernc fandt sig deri. «Heute mir, morgen Dir.» Vægterne