Regensen_1858-62

126

aldrig paa. Lysekronen blev, naar Forestillingen skulde begynde, hævet op i et stort rundt Hul i Loftet, ligesom i andre Theatre. Men det skete ikke langsomt og høitideligt. Med et Ryk foer den op i Hullet, sprøitende Olie fra sine Lamper som en fin Regn ud over dem, der sad nedenunder, og naar Tæppet gik ned, kom Lysekronen farende ned fra Hullet paa samme voldsomme Maade. Det saae ud som om den vilde falde ned i Parquettet, men den standsede med et Ryk og nogle korte derpaa følgende Krampetrækninger. Efter Forestillingen maatte vi ind i et skummelt Værelse, Theatrets Foyer, og drikke et Glas med Directionen. Vi fik der Ledighed til at courtisere Primadonnaerne. Der traf vi ogsaa Theatrets Eierinde, den i sin Tid blandt dramatiske Kunstnere saa be- kjendte Madam Schæfer. Hun var dengang en meget gammel Kone med kruset hvidt Haar og et skarpt, gjennemborende Rlik og et meget energisk Ansigt. I sin Egenskab af Kalkeballens Eierinde var hun kommen i nær Rerøring med flere Decenniers pri- vat-dramatiske Kræfter. Den i sin Tid, det vil sige i Tyverne og Trediverne saa bekjendte Dandselærer og Declamator Ove Georg Frederik Ragge, omtaler hende i sin snurrige Bog «Livsbilleder». Han skil­ drer hende just ikke med de skjønneste Farver. Efter hans Mening var hun en Megære. Det er ganske rimeligt, at han, som ifølge sin egen Frem­ stilling var en i Pengesager upaalidelig Person og Hader af det foragtelige Mammon, har havt slemme Controverser med hende. Hun var nærig, og Bagge, hvis poetiske Aand havde sit Tilhold i de høie digteriske Sphærer, havde stærk Tilbøjelighed for Flasken, som den Talisman, der hævede ham til Parnasset. Under de Omstændigheder var det rime­ ligt, at der kom Sammenstød. Det var Kunsten,