Samling_af_Bestemmelser_1934

147

1934.

'k r. ang. Underholdsbidrag,

22Marts. Nr. 60.

Socialmin. 8kr. til Amtmanden over Odense Amt. I Skrivelse af 21. Februar 1934 har Amtet meddelt, at N. N. af A., hvis Hustru er afgaaet ved Døden, for Amtet har fremsat Besværing over, at det sociale Udvalg i A. Kommune har nægtet at yde ham Understøttelse i Henhold til § 224 i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg til hans i Ægteskabet fødte Børn. Under Henvisning hertil har Amtet udbedt sig Socialministeriets Afgørelse af Spørgs- maalet om, hvorvidt de sociale Udvalgs Afgørelser i Henhold til den nævnte Bestemmelse kan indankes for Amtet. I denne Anledning skal man meddele følgende: Medens den Enke, der søger Bidrag til sit Ægtebarn, eller under Ægteskabet adopteiede Barn, ifølge Lov om offentlig Forsorg § 219, Stk. 1, »skal have Ret til« saadant Bidrag, naar de i §§ 220—21 bestemt formulerede Betingelser — jfr. dog § 223, Stk. 2—3 — foreligger opfyldt, bruger § 224 med Hensyn til den tilsvaiende Understøttelse til en Enkemand den Udtryksmaade, at »det sociale Udvalg kan« yde saadan Understøttelse, nemlig paa de i Paragraffens Stk. 1 nævnte Betingelser, om hvis Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse Afgørelse kun kan træffes efter et Skøn over Omstændighederne i hvert enkelt Tilfælde. Bidraget, der for Enken, som opfylder Betingelserne, er en Ret, skal saaledes for Enkemanden bevilges i hvert enkelt Tilfælde efter et af det sociale Udvalg udøvet Skøn over Forsørger- pligtens Byrdefuldhed. I Overensstemmelse med den almindelige Regel i For- sorgslovens § 50, Stk. 1, maa der imidlertid for vedkom­ mende Enkemand være Adgang til at indgive Klage over den af det sociale Udvalg i Henhold til § 224 trufne Afgørelse til Amtet, hvis Afgørelse atter kan indankes for Socialmini­ steren. Men Ministeriet maa dog holde for, at det af For­ skellen mellem den i § 219 anvendte Udtryksmaade og Formuleringen af § 224 følger, at det Skøn, der i de enkelte Tilfælde udøves af det sociale Udvalg i Henhold til sidst­ nævnte Bestemmelse som Hovedregel maa være afgørende, saaledes at det i Almindelighed ikke vil blive underkendt 10*