Samling_af_Bestemmelser_1926-30_Register

391

1930.

Skr. ang. Aldersrente.

rentenyder faar en beregnet aarlig Indtægt paa 1 162 Kr. 15 Maj. •— nemlig Arbejdsindtægt 600 Kr., Indtægt fra Ejendommen 230 Kr. og 4-Procentstillæg 332 Kr. — og derfor kun er berettiget til en maanedlig Aldersrente af 18 Kr. 75 0. Denne Aldersrente har imidlertid i Forbindelse med den paagældendes Arbejdsfortjeneste ikke været tilstrækkelig til Familiens Underhold, saaledes at Kommunen har maattet tilstaa ham et personligt Tillæg, og Magistraten rejser da nu Spørgsmaal om, hvorvidt Ministeriet maatte kunne til­ lade, at man i Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejer sig om mindre Grunde med Træhuse eller uden Bebyggelse, og hvor Ejendomsskyldvurderingen næppe kan antages at falde sammen med vedkommende Ejendoms Værdi i Handel og Vandel, lægger er real konkret Betragtning til Grund for Bedømmelsen af den paagældendes Formue i Forhold til Aldersrenteloven, saaledes at den faste Ejendom i et saa­ dant Tilfælde ansættes til den Værdi, som den paa Grundlag af en konkret Vurdering maa skønnes at have. I denne Anledning skal man meddele, at Ministeriet vel i Almindelighed maa mene, at de kommunale Myndig­ heder ved Beregningen af det nævnte 4-Procentstillæg, for­ saavidt angaar faste Ejendomme, maa regne med Ejendom­ mens Værdi i Handel og Vandel og derfor maa lægge Ejen­ domsskylden til Grund, men at man — saaledes som det vil fremgaa af Bemærkningerne til § 41, Stk. 3, Nr. 2, i det i Rigsdagssamlingen 1929—30 forelagte Forslag til Lov om Folkeforsikring — er enig med Magistraten i, at der, naar det drejer sig om smaa Ejendomme, der kun beboes af den paagældende selv, vil kunne forekomme Tilfælde, hvor det vil være urigtigt uden videre at lægge vedkommende Ejen­ doms Ejendomsskyldværdi til Grund, idet Ejendommen maa erkendes i den paagældende Ejers Haand at have en mindre Værdi end Ejendomsskylden, medens det paa den anden Side ikke vilde være rimeligt at forlange af Ejeren, at han skal realisere Ejendommen. Ministeriet vil derfor ikke have noget at indvende imod, at Magistraten i Tilfælde som det foreliggende til Brug ved