PropforningenP_1894

kun for at forhindre, at nogen Ansøger skal kunne sikre sig Hjælp fra flere Foreninger, idet det havde vist sig, al enkelte entrepre­ nante Familier havde faaet tildelt Udstyr fra liere Steder, og saa sat vort paa Laanekontoret. Det var naturligvis yderst smigrende for os, at vort Udstyr var det, der kunde laanes mest paa, men det havde jo ganske vist ikke været vor Tanke med Tildelingen af Hjælpen, hvorfor vi da ogsaa fandt, at noget maatte der gøres. Naturligvis blev Tøjet løst hjem og skænket til andre Institu­ tioner, f. Eks. til Børnenes Kontor, men Samarbejdet med Menig- hedsplejen og de mere specielle Konfirmandopklædningsforeninger blev alligevel etableret og har bestaaet — forhaabentlig lil gensidig Gavn — i alle de senere Aar, og endda efterhaanden i betydelig udvidet Grad, idet man søgte og opnaaede et aldeles nødvendigt Samarbejde med Distriktsforstanderne i København. Denne Bogs Forfatter, som netop førte Forhandlingerne med Magistratens 3. Afdeling, erindrer Kontorchef T hierrys elskværdige Imødekommenhed overfor vor den Gang ikke ret store Forening, en Elskværdighed, som bl. a. gav sig Udslag i en Diskussion om Nøden her i Byen og om de Nødlidende, der havde kendt bedre Dage, og nu søgte at skjule deres Nødstilstand af Skamfuldhed eller andre Grunde. Han indrømmede, at Propforeningen næppe fuldt ud havde Forpligtelse til at tage sig af saadanne, da disse jo hovedsagelig rekruteredes fra de højere Samfundslag, og som Eksempel næv­ nede han et Par ældre Damer, hvis Forældre ofte havde været Vært for Frederik den Syvende, men søm nu maatte kæmpe for at holde sig oven Vande. At Propforeningen dog hovedsagelig hjalp dem, der hele deres Liv havde levet paa Skyggesiden, fandt han alligevel ret ind­ lysende. Paa Medlemsmødet, der afholdtes den 17. Maj paa »Ny Ravns­ borg«, fremførte V ilh . N ielsen en Anke over Udstyrets Udlevering paa Keglebanen paa »Ny Ravnsborg«, og Bestyrelsen maatte med Haand og Mund love at sørge for bedre Lokale til den næste Ud­ deling. V ilh . N ielsen var i det hele taget Kritikeren paa vore Møder og Generalforsamlinger. Han var en varmhjertet og godlidende Mand, men et forfærdeligt Brushoved, der nok skulde hitte noget at slaa ned paa, men han gjorde det i den bedste Mening og paa en saadan Maade, at selv om man blev gal i Hovedet paa ham straks, maatte man snart lade Vreden fordampe og indrømme, at noget 47