PropforningenP_1894

p *»

■'TVj* VISEN OM DEN L ILLE RASMUS.

Hvem kender vel ej lille Rasmus, jeg * tror Hver eneste her er til Stede. I Fattigkasernen paa Kvisten han bor, Kun lidt skal der til ham at glæde. Der skinner dog Sol paa den Fattiges Tag. Mens Fa’ren han leved, de havde det godt, Han bragte til Hjemmet hver Øre. Men under hans Sygdom saa var det kun smaat; Hvad skulde de Stakler dog gøre? Den gaber saa tom, det gør Fattig­ mands Pung. Da Mo’ren blev Enke, saa led de tit Nød, Thi Rasmus var ikke alene; Tre andre smaa Søskende raabte paa Brød, De græd, saa det maa røre Stene. Man siger, at Børn det er Fattigmands Lyst. Fra aarle Morgengry Mo’ren hun sled, Hun vasked’ og skurede Trapper, Mens Blæsten den hvined’ og Kulden den bed; Men hun maatte holde sig tapper. I Slid og Slæb gaar den Fattiges Dag.

Som Mælkedreng Rasmus, skønt tolv Aar vel knap, Han troner helt øverst paa Læsset. Fra Dør og til Dør hør’ man Træsko­ ens Klap; De Sko kommer sjældent i Græsset. Nej, Brosten at slide er Fattigbarns Lod. Hvad Rasmus og Mo’ren de tjente, det gik Til Sulten at stille der hjemme, Og Tøj hverken Mo’ren ej Rasmus de fik, Den Ting maa de søge at glemme. Tit Las slaar mod Las paa den Fat­ tiges Krop. Omsider skal Rasmus til Præsten da gaa, Han skulde jo dog konfirmeres; Men hvorfra mon Tøjet han nu skulde faa; Derover der tit spekuleres. Ej Livet er let for den fattige Mo’r. Ja, Rasmus han manglede mestendels alt Hvad han skulde hænge paa Kroppen; Han havde af Mo’ren dog tit hørt for­ talt, At de kunde søge i »Proppen«; Thi dér fandtes Lindring for Fattig­ barns Nød. 181