PolitikensLevnedsløb
71 Og tilsidst kysser hun den gamle General, indtil hans endnu unge Blod ligeledes koger over.« Disse er de sceniske Situationer, Politikens An melder har fundet sig foranlediget til at meddele af Stykket, Anmelderen, E. B. (det vil sige Edvard Brandes), der jo selv er Dramatiker, kan ikke have fundet noget kunstnerisk fremragende ved disse Si tuationer. Det at lade et Fruentimmer kysse og ka ressere et Mandfolk, til hans Blod kommer i Kog, dersom det er Drama, hører der ikke meget til at skrive for Scenen, Kunsten er her helt og holdent Fruentimmerets, Men — Kunst eller ikke Kunst — det er, tydeligt nok, noget ganske andet, det her drejer sig om. Ho vedsagen er »den glade Kvadrille, som det hele Stykke danser med Anstændighed og Moral«, Noget saadant er en Begivenhed. »Hele København« maa »absolut« hen og se Damen ha Natkaféen, om ikke for andet, saa for Fru Wiehes Skyld — for at være Vidne til, hvorledes hun med sin fortryllende Kunst forstaar at »gøre Synden tiltrækkende«. Jeg bemærker igen, at jeg kender ikke Stykket og ikke Fru Wiehes Udførelse af Titelrollen. Jeg holder mig til, hvad Hr. Edvard Brandes har set i Fru Wiehe, og hvad der i hans Øjne gør hendes Fremstilling til »et helt Mesterværk«, Det er, at hun forstaar at gøre Synden tiltrækkende, at fremstille Skøgen saaledes, at man mærker, det er en Skøge — »hun skjuler ikke den glade Dames Naturel og Ma nerer« — men at man bliver indtaget i hendes Skøgevæsen. Dr. Brandes slutter sin Anmeldelse med den Spaadom: I den skønne Maaned Maj vil Damen fra Natkaféen fylde Kasino. Han venter at hele Køben havn skal hen og se Skegen paa Brædderne og ind tages af Skøgen. Deraf Jubelskriget. Hvor vidt Dr. B. har faaet sin Forventning op fyldt, hvorvidt der altsaa er virkelig Grund til Ju
Made with FlippingBook