PolitikensLevnedsløb

102

De stængte Døren og raabte: bliv ude! Væk fra vor Landsby, I rejsende Svende Vi trænger ikke til nye Forkyndere, Dommeren straffer dem, vi kalder Syndere, Vor Digter os Virkeligheden forskønner, og P ræ sten med Saligheden os lønner. Og A aret nu drejer sin Skive omkring og Kukkeren knagende falder i Sving. Og intet vi haaber af lyst eller godt kun Trængslens og Utakkens visnede Graat.

Nu er Spørgsmaalet dette: . tør vi nu blive træ tte? Vor Ungdom er gieden

med graanende Strid, tør vi nu søge F reden vor øvrige Tid? Og la' dem saa skøtte deres Sager som bedst og til disse Strande byde roligt Farvel

Hvorfor blive i Kulde og Mørke? Hvorfor ej bryde af — rejse bort? Fordi en nidkær Harme lænkebinder vort Sind, fordi Vreden giver K ræ fter selv da Ungdommens Haab er endt, fordi de nu lægger øde det Land, vor Ungdom har kendt.