PlytekniskeLæreanstalt

A. H. M. A N D R E A S E N

ligger en detailrigdom, som der er håb om at få indpasset i kemien. Teorien for atomernes ydre struktur, kvantemekanikken, forelå i det væsentlige færdig, hvor vi her begynder. Årene, der siden er gået, om­ fatter første afsnit af en udvikling analog med den, der fulgte efter Maxwells opstilling af de elektromagnetiske grundligninger. Foruden at give en mere detailleret forklaring af atomernes opbygning har den bidraget stærkt til en forklaring af stoffernes opførsel, både hvad deres kemi og fysik angår, herunder arten af de kemiske bindinger og metal­ lernes elektriske og magnetiske egenskaber. Endnu er det ganske vist ikke lykkedes ad deduktiv vej at opstille et skema, som principielt til­ lader en beregning og forudsigelse af stoffernes egenskaber og reak­ tioner, men der er dog opstået en helt ny disciplin: den kemiske fysik. Det mest slående bevis for den stedfundne udvikling vil tvivleren måske se i det bidrag, den har leveret til en så klassisk videnskab som vor almindelige erkendelsesteori. Denne side af forskningen er navnlig blevet uddybet af Niels Bohr. Man bryder her med den tidligere fysiks princip om eentydig forudsigelighed af fænomenerne, idet det Bohrske komplementaritetssynspunkt har erstattet eller begrænset den deter­ ministiske opfattelse af naturen. Også indenfor den klassiske fysik har de senere års forskning givet resultater. Vi kan her minde om den betydning, ultralydforskningen har fået for undersøgelse af konstruktionsmaterialers egenskaber, samt aerodynamikken, der har fået en særlig aktualitet for opnåelsen af de største flyvehastigheder (lydmuren). Vort øgede kendskab til stofferne har ført til mange mærkelige nyheder af stor praktisk rækkevidde. En forklaring af halvledernes op­ bygning resulterede i fremkomsten af den såkaldte tør-ensretter og af germanium-transistoren, som lover meget for telefon- og radiotek­ nikken. En omtale for sig fortjener de apparater, fysikerne i de senere år har skabt sig, oprindelig vel til brug for den videre forskning, men som i mange tilfælde har vundet indpas i industriens kontrolværkste­ der. Man kan her nævne elektronmikroskopet, der forstørrer 40.000 gange, samt elektrooscillografen og Geiger-Miiller-tælleren, der hver især har muliggjort en helt ny måleteknik. Den sidste har også fundet anvendelse i arkæologien. Der forekommer imidlertid også apparater, som åbenbart kun var bestemt for fysikerens eget værksted, men som

20