PeterFrederikSuhm_1898

484

Peter Frederik Suhm.

og med Udtalelse af Glæde over det Ærestegn, med hvilket Kongen »haver udmærket vor inderlig elskede og ærede Kam­ merherre. « Et andei Vidnesbyrd om, at man i Norge følte, at dette Land havde Suhm Noget at takke for, kan indskydes her. Paa den Tid Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn havde ud­ sat en Præmie for den bedste Mindetale over Suhm, læste man i de kjøbenhavnske lærde Efterretninger, som dengang blev redigeret af Assessor Peter Collett, en Artikel med tre Stjerner under som Forfatter-Mærke, i hvilken Ønsket udtales om, at det kongelige norske Videnskabers Selskab i Trond- lijem vil hædre Suhms Minde til Tak for hvad han hai væiet for Norge og især for Trondlijems Stift, han som har været en af Selskabets Stiftere og var den Virksomme blandt dem: »al Videnskabeligheds Opmuntrer i dette Land, og i samme Tid den eneste, ligesaa smagfulde Lærde som flittige Skribent, der opvakte Lyst hos Landets Sønner til med Skribent-Daad at træde frem paa Navnkundigheds Bane.« Denne Opfordring blev ikke efterfulgt. — Allerede tyve Aar tidligei e, da Edvcti d Storm anonymt udgav sine »Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag. En Sang om Jøndalen,« Kbh. 1778, da ind­ flettede han i Sangen 0111 Jøndalen (S. 80) et Vers til Suhms Forherligelse: »Hver Norsk din Ros skal flette!« Suhms milde Sind, hans bløde Hjærte viste sig i hans Forhold til dem, som var ham de kjæreste, hans Fader, hans Søn, hans intimeste Venner, den unge Mand, som han næsten betragtede som Søn: Frederik Sneedorff. Mest iøjnefaldende er Brevet til Christiane Becker som Udtryk for, at han, da han allerede var til Aars, kunde blive behersket af stærke Følelser. Der er saa megen Harmoni i Suhms Karakter, fra hvilken Side man ogsaa betragter den, at det gjør ondt at skulle er­ indre om Disharmonien, der fremkom i Forholdet til hans første Hustru. Der kan mindes 0111 Ordene i Matthæus E^ an- gelium: »Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt,« men der kan ogsaa peges hen paa det i psychologisk Hen­ seende ikke uinteressante, at en Mand, der har gjennemtænkt de menneskelige Forhold i den Grad som Suhm hai gjoit, og der har været saa klar som han paa disse Forhold, at han dog bukker under for en skrøbelig Fysik, og ikke har Karakter