PeterFrederikSuhm_1898

482

Peter Frederik Suhm.

selv indsigtsfuld, naadig, elsker han sine Undersaatter, anser han sig ej for deres Herre, men for deres Fader, Beskytter og Ven, lader han Lovene alene gjælde, forandrer han ej gamle Love, eller gjør nye, uden at have hørt alle Stænders eller Kollegiers Betænk­ ning, da er Folket i den mest despotiske Regjering mere fri end i del Land, hvor Frihed efter Grundlovene bør herske, men hvor den hemmeligen undermineres ved falske Forrædere.« Konklusionen bliver, at »Fuldkommenhed kan ej opnaas i denne Verden; den Stat bør derfor anses for mest fuldkommen, som haver saa megen Frihed, som Menneskernes Skrøbeligheder og Laster det ville tillade.« Sammenligner man flere af de her udtalte Meninger med Reglerne i Statsromanen »Euphron,« vil man finde, at de stemme godt med hverandre, at det Humane, det Menneske- kjærlige er det, som raader begge Steder. Men Tanken om den parlamentariske, den indskrænkede Regjeringsform er nu holdt tilbage i de »Blandede Tanker.« Suhm vedblev at be- skjæftige sig med Spørgsmaalet om den bedste Regjeringsform. Han skriver saaledes: At trættes om, hvilken Regjeringsform er den bedste, er under­ ligt, thi den er bedst, som bliver bedst regjeret; gemenligen ere de og bedst en Tid lang efter en Forandring, eftersom de, der have indført dem, almindeligen have været store Mænd, og som elske deres Bygning, og derfor kjende den og gjøre sig Umage at holde den vedlige . . . Hurtighed og Taushed i Sagerne have mest Sted i Monarkierne. Det synes mig, at enhver god Borger bør forsvare den Regjeringsform, som er i hans Land, saa længe han kan og saavidt det staar til ham, ej tillade dens Forandring uden naar han ej kan forhindre det eller overbevises om, at Forandrin­ gen er uforbigængelig fornøden og ej kan andet end bør være. Men hvo staar inde for, at den nye bliver bedre. Man har den forriges Fejl, men og følet Virkningen af dens Fuldkommenheder, den nye lejendes endda kun i Theori; Erfarenhed er den usvige­ ligste Lærerinde.

Til det sidste beskjæftigede Suhm sig med store politiske Spørgsmaal. Saaledes træffer man et Sted i den fjortende Del af hans »Historie af Danmark,« hvor Talen er 0111 Sverigs