PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

3 Københavns Fattigvæsen 1770-1840

K eld Mikkelsen

Indledning “Skulle vel det kiøbenhavnske Publikum, som tog Deel i Bondesagen, være lunken i det, som er dets egen Sag?”.1 “Sagen”, der her hentydes til, er be­ kæmpelsen af den udbredte fattigdom i København i 1790’erne, og manden, der i 1796 spurgte, var Christian Elovius Mangor (1739-1801), stadslæge og læge for de fattige samt, siden 1799, medlem af Direktionen for Københavns Fattigvæsen. “Bondesageri’s vindere var først og fremmest gårdmændene - og dernæst det københavnske borgerskab, der op igennem 1760’erne, -70’erne og -8 0 ’erne førte an i den ideologiske kamp imod “Bondesageri’s modstan­ dere og tabere, landets godsejere. Men godsejerne udgjorde kun en mindre del af taberne - en ganske lille og efterhånden betydningsløs minoritet, som ingen udover klassens egne repræsentanter bekymrede sig om. “Bondesageri’s virkelige tabere var de tusindvis og atter tusindvis af fattige, der fra landdi­ strikterne strømmede til landets købstæder, herunder især København, i de sidste årtier af 1700-tallet, og som dér henlevede en tilværelse, hvis elendig­ hed “Bondesageri’s venner ikke kan have været uvidende om. Men var der da en så udbredt “Lunkenhed” blandt byens borgere omkring dette spørgsmål, som Christian Elovius Mangor indirekte markerede med sit spørgsmål? Med fa iøjnefaldende undtagelser kan svaret kun blive bekræften­ de. Umiddelbart var “Bondesagen” nemlig omkostningsfri for byens liberale borgerskab, men på længere sigt en særdeles dyr beskæftigelse. Den umid­ delbare gevinst var knægtelsen af godsejerklassens politiske magt, mens den langsigtede og særdeles tunge omkostning ved nedbrydningen af det gamle patriarkalske samfund var forsørgelsesbyrden over for de titusindvis, der nu drog til købstæderne og dér hutlede sig igennem tilværelsen, indtil de på grund af uheldige omstændigheder måtte søge understøttelse ved det lokale fattigvæsen - et fattigvæsen, der finansieredes af blandt andre “Bondesageri’s venner.

57