PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

M isericordia 33 direktion og sognekommissionerne, hvilke fattige, der logerede i deres stiftel­ ser. Fattigvæsenets gamle achilleshæl - økonomien - blev der heller ikke æn­ dret på ved denne lejlighed. Man var fortsat afhængig af private giveres “god­ dædighed” samt de afgifter, man fik fra forskellige offentlige instanser, som f.eks. grundskatten og klasselotteriet59mv. Fattigvæsenet havde dermed ingen egentlige faste indtægter udover de legater og fonds, som det rådede over, samt de regelmæssige - men størrelsesmæssigt uberegnelige - kollekter og de procentvise afgifter, som tilstilledes Fattigvæsenet ved forskellige lejligheder. 60 1 1762 og 1764 var det imidlertid blevet bestemt, at et beløb på 9000 rigs­ daler årligt skulle lignes på grundtaksten i København, og udbetales til drif­ ten af Konventhuset, Børnehuset og Hittebørnsstiftelsen på Frederiks Hospi­ tal. Der indførtes med andre ord en regulær fattigskat på byens grundejende borgere.61 Det var trods alt et afgørende nybrud, som kom til at stå alene indtil man i 1814-15 - under indtryk af et ændret syn på skellet mellem det offentlige og private - endelig lignede en decideret fattigskat på alle byens borgere.62 I 1781 indførtes den administrative ændring, at bestyrelsen af “Den al­ mindelige Plejeanstalt ’ overgik til Københavns Magistrat. For første gang si­ den indførelsen af et fattigvæsen i hovedstaden overlod man det nu til by­ ens verdslige myndighed at administrere fattigforsorgen.63 De lovgivnings­ mæssige rammer - dvs. forordningerne af 24. september 1708 og 16. januar 1771 - var dog fortsat de samme som hidtil.64 Københavns Magistrat viste sig imidlertid at være mere end dårlig til at håndtere byens fattigvæsen. Alle­ rede ved dens overtagelse heraf havde fattigvæsenet haft et underskud på om­ kring 187.000 rigsdaler, og Magistraten forudså hurtigt fattigvæsenets snar­ lige fallit, hvis ikke der blev grebet drastisk ind.65 Bedre blev det ikke af, at den decentrale ordning med sognekommissio­ nerne betød, at man, stik imod forventningerne, fuldstændigt mistede over­ blikket over fattigvæsenets samlede forhold. Det var overladt til de enkelte sognekommissioner at indstille folk til almisse og efterfølgende rekvirere pen­ gene hos Magistraten, som måtte punge ud uden selv at kunne vurdere, om sognekommissionernes dispositioner var rimelige. Økonomien løb derfor fuldstændig løbsk, og Magistraten begyndte snart at tære på fattigvæsenets legaters hovedstole.66 Det var selvfølgelig uholdbart. I 1792 udstedtes derpå endnu en forord­ ning, som ændrede på visse af de bestående forhold. Først og fremmest ind­ førtes der nu arbejdspligt for de fattige. Det bestemtes, at der skulle opret­ tes arbejdshuse for fattige almissemodtagere i alle københavnske sogne, og selvom en lang række af arbejdshusene allerede på dette tidspunkt var blevet