PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Misericordia

27

Tegningen forestiller angiveligt Konventhu­ set p å hjørnet a f Silkegade og Pilestræde, set fra gården. Konventhuset eller Domus Mise­ ricordia som det også kaldtes, fun gerede frem til 1769 som hovedkvarter fo r Fattigkommis­ sionen i København. 1 1769flyttede kommis­ sionen til det nyopførte A lmindelig Hospital i Amaliegade, senere igen —i 1800 —til det nyindrettede tvangsarbejdshus i Pustervig. Ef­ ter tvangsarbejdshusets brand i 1807 flyttede kommissionen, som i 1798 havde skiftet navn til Direktionen fo r Københavns Fattigvæsen, tilbage til A lmindelig Hospital (gengivet efter R. P Rasmussen: A lmindelig Hospital, 1940).

(fattigvæsensforordningerne fra 1771 og 1792 var i hovedtrækkene kun for­ ordninger, som regulerede rent administrative forhold). I forordningen blev det indskærpet, at betleri på byens gader og pladser var strengt forbudt, lige­ som det blev forbudt at huse betlere eller give gaver og almisse til dem “ved dørene”. Hvad folk måtte ønske at give til de fattige skulle i stedet lægges i de fattigbøsser, som skulle ombæres til de enkelte borgere. Det blev desuden dikteret som et borgerligt ombud, at byens borgere på skift skulle indgå i et korps af “ærlige og smukke borgere”, dvs. respektable samfundsstøtter, som skulle efterforske hvor mange fattige, tiggere osv., der opholdt sig i byens forskellige kvarterer. De skulle derpå forfatte et mandtal, som skulle videregives til byens fattigkommission, “som sig ved de armes vi­ dere eksamen og forhør deraf skal betjene”. Det var Magistratens utaknem­ melige opgave at udpege de “smukke” borgere. De fattige, som på denne måde blev opsporet, blev formanet om, at de den følgende onsdag skulle indfinde sig hos eksaminationskommissionen i Konventhuset på hjørnet af Pilestræde og Silkegade for at blive udspurgt om deres forhold. Hvis de blev godkendt som værdige almissetrængende blev de efterfølgende udstyret med en pergamentseddel, som dokumenterede vær­ digheden. Seddelen skulle fremvises hver gang, de indfandt sig i Konvent­ huset for at modtage understøttelsen. De almissenydende blev desuden for­ pligtigede til jævnligt at gå til alters og lade deres sognepræst påtegne perga­ mentseddelen og dokumentere, at de flittigt havde søgt “Guds hus, alterens sakramente og katekisationerne, såfremt de ellers deres tillagde almisse agter at nyde”. Som rette og værdigt trængende almissenydende regnedes følgende grup­ per: 1) Hittebørn; 2) Gamle folk, som på grund af alderdom og svagelighed ikke kunne arbejde, og som havde haft borgerskab i byen eller “i det ringe