PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Svend Ranvig-Christensen &Asger Boe Wille

184

Patriotismen Borgerskabet udviklede i 1700-tallets sidste halvdel en kultur, der på mange måder satte spørgsmålstegn ved rangsamfundet og dets værdier.3 En måde, hvorpå borgerskabet især legitimerede den øgede indflydelse, som de hav­ de opnået, var ved at betone, at de som samfundsborgere arbejdede aktivt for samfundets bedste, i modsætning til den passive og dekadente adel. De understregede kongens afgørende rolle som centrum for det nye patriotiske samfundsborgerfællesskab, hvorfor de også så det som kongens pligt at hand­ le i overensstemmelse med den almene opinion. Det var i høj grad borgerlige skribenter, der formulerede denne opinion gennem en række patriotiske tids­ skrifter og selskaber. Samfundsborgerbegrebet var standsoverskridende, og inkluderede således også almuen, som borgerskabet ønskede at kvalificere og motivere til delta­ gelse i det patriotiske fællesskab. Bonden, handelsmanden, præsten og adels­ manden fik som samfundsborgere teoretisk set samme mulighed for at opnå ære (ikke socialt avancement), idet det primære kriterium hverken var rang eller titler, men den uegennyttige handling for statens bedste. Almuen skulle derfor (ud)dannes, hvilket blev søgt gennemført via en række forskellige ini­ tiativer.4 I Danmark var Jens Schelderup Sneedorff og Andreas Schytte blandt de første til at formulere patriotismen som en moralpolitisk dyd.5 Hvor Snee- dorffbeskrev de patriotiske dyder i luftige og quasi-religiøse termer som “Ki­ erlighed til det almindelige”, og udelukkende koncentrerede sig om den psy- kosociale del af samfundsborgerbevidstheden, trak Schytte så at sige patrio­ tismen ned på jorden ved at understrege, at kærligheden til det almindelige eksekveredes bedst via arbejdet. Schyttes tanker blev adopteret af bl.a. adels­ manden Johan Ludvig Reventlow, der var medlem af den fattigvæsensdirek­ tion, som stod bag omstruktureringen af Københavns Fattigvæsen i 1799, og som i øvrigt var en af pionererne inden for landboreformsagen. “Een stand har” hævdede Reventlow, “store fortrin frem for den anden og en stor mæng­ de af statens borgere ere bestemte til ringhed og at bære byrder, men grusom var det om regieringen ikke saae til, at den, som skal bære byrden, i det mind­ ste opdrages saaledes, at han om mueligt ei føler byrden, men sin lykke i at opfylde pligterne, hans kald paalægger ham”.6 Samfundsborgerbegrebet går således på tværs af de traditionelle stænder, uden at ophæve dem, og tanker om lighed og social mobilitet må man kigge langt efter. Selvom alle tilhører det standsoverskridende samfundsborgerfæl­ lesskab, er stænderne stadig bestemmende for, hvordan den enkelte kan bi­ drage til “det almindelige Beste”. Almuen tænkes således at bidrage med fy­ sisk arbejde.