PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvasen 1770-1840 119 var det, der især karakteriserede understøttelsen ved det københavnske fattig­ væsen, den fattiges pligt - ung som gammel - til at arbejde for at bidrage helt eller delvist til egen forsørgelse.280 Arbejdet var oprindeligt af en sådan be­ skaffenhed, at den fattige uanset tidligere profession eller beskæftigelse umid­ delbart kunne oplæres deri - almindeligvis spindearbejde - og det var tillige gerne forlagt til den fattiges egen bopæl, “Husflid” kaldet.281 Etableringen af arbejdshusene i byens sogne i sidste halvdel af 1780’erne og første halvdel af 1790’erne indledte imidlertid de følgende årtiers bestræ­ belser på at lægge de arbejdsduelige fattiges forsørgelse ved arbejde i faste og mere kontrollerede rammer. Der var dog selv efter anlæggelsen af arbejdsan­ stalterne i byens sogne ikke dermed forbundet nogen pligt for den fattige til at benytte dem - den fattige kunne efter eget ønske arbejde hjemme eller, hvis det eksempelvis på en kold vinterdag var mere passende, i et opvarmet arbejdshus.282 I løbet af 1790’eme vandt imidlertid den opfattelse udbredelse, at den fattige burde forpligtes til at indfinde sig i arbejdshuset, hvis vedkommende ønskede understøttelse af fattigvæsenet.283Og selv om 1799-planen ikke på- lagde den fattige betingelser for understøttelsen i den henseende, så vedtog Direktionen for Københavns Fattigvæsen i 1801 i højere grad end hidtil at binde forsørgelsen til arbejde og naturalforplejning - sidstnævnte i modsæt­ ning til den mere almindelige pengealmisse.284 Den almindelige forsørgelsesmåde i byen var indtil da almisse i penge og arbejde - hjemme eller i arbejdshus - samt naturalforplejning.285 Beslutnin­ gen om at ændre forsørgelsesmåden og dermed forsørgelsens eller understøt­ telsens sammensætning førte umiddelbart til en mere uensartet forsørgelses­ politik i byens 12 forsørgelsesdistrikter.286 I byens 2. hoveddistrikt - som det mest markante - blev beslutningen om at binde forsørgelsen til arbejde og naturalforplejning ført ud i sin yderste konsekvens. Betingelsen for under­ støttelse hér var i almindelighed arbejde i Frue Arbeidshus 12 timer daglig: i sommermånederne, fra 15. april til 15. september, fra klokken 7 om morge­ nen til 20 om aftenen, den øvrige del af året en time senere, med tilladelse til at forlade arbejdshuset i middagstimen mellem klokken 11 og 12.287 Kravet til den fattige om dagligt at møde i arbejdshuset søgtes opret­ holdt og gennemført ved dels at indføre en “Forsømmelsesliste”, hvori fravær blev registreret —og senere straffet, og dels ved at indføre en “Arbejdsbog”, hvori det arbejde, den fattige havde præsteret i og uden for arbejdshuset samt dets værdi for den fattige, blev noteret.288 Forsømmelser på blot en halv dag ugentlig, der ikke var begrundet med sygdom, førte således til straf med Ar­ bejde i Tvangshuset”, og manglende registrering af arbejde førte til nedslag i understøttelsen.289 Den frihed, der for den fattige havde været forbundet