PatrioterOgFattigfolk_1500-1850
110
K eld Mikkelsen
Fattigvæsenets lovgivning Årene 1708, 1771, 1781, 1784, 1792 og i særdeleshed 1799 er alle af stor betydning for det københavnske fattigvæsens historie, idet der i disse år fandt mere eller mindre afgørende ændringer sted i fattigvæsenets administration eller organisatoriske struk turer og de principper, efter hvilke den fat tige understøttedes. Det er betegnende for de voksende problemer hen imod århund redskiftet, at de fleste revisioner fandt sted i århundredets tre sidste årtier (1771, 1781,
Københavnsk krøbling. Udsnit efter m aleri a f Rach og Egeberg (National museet).
1784, 1792 og 1799). Hvor principperne for fattigforsørgelsen i 1771-lov- givningen kunne formuleres på mindre end fem sider med i alt 11 paragraf fer, så var behovet igennem de følgende tre årtier for en revision vokset i en sådan grad, at 1799-planens principper og retningslinjer var vokset til et om fattende lovkompleks på ikke mindre end 78 sider med i alt 215 paragraffer og et fattigvæsen, der var specialiseret i en grad, det ikke tidligere var set. Det vel nok mest markante træk ved fattiglovgivningen i de tre sidste år tier af 1700-tallet var den ændrede opfattelse af de institutionelle rammers funktion og betydning for forsørgelsen eller understøttelsen af byens fatti ge befolkning. For både almisse- og plejelemmernes, altså de helt eller del vist ikke-arbejdsduelige fattige, og de arbejdsduelige fattiges vedkommende gjaldt det, at forsørgelsen eller understøttelsen i langt højere grad end tidli gere tilstræbtes henlagt til henholdsvis fattigvæsenets hospitaler og arbejds- huse. I modsætning til den hidtidige forsørgelse eller understøttelse i byen, “Byforsørgelsen”, gik bestræbelserne nu i retning af at opsluge alle ved det københavnske fattigvæsen indskrevne fattige i de eksisterende stiftelser og arbejdshuse - en udvikling, der nødvendiggjorde en kraftig udvidelse af det københavnske fattigvæsens institutionelle rammer, hvilket faktisk også fandt sted, men blot ikke i den udstrækning, som den voldsomme vækst i antallet af fattige krævede. Mens forordningen af 16. november 1771 lagde vægt på byforsørgelsen, forsørgelse i eller fra egen bopæl, “udi deres Vaaninger, saaledes, at ikke fat tige Familier derved adskilles, eller at mange Almisselemmer udi store og vidtløftige Bygninger og Stiftelser, uden sand Nødvendighed, sammen sankes”, så hed det i reskriptet af 17. marts 1784, at “ingen Almisse=Lem maae herefter forsynes med Cuur og Medicamenter i sin Boelig, men de syge Almisse=Lemmer skal strax henbringes enten paa Sygestuerne i det al
Made with FlippingBook