PatrioterOgFattigfolk_1500-1850

Københavns Fattigvasen 1770-1840 97 dels på den “udvortes Gjæld”, bestående af prioritets- og anden rentebærende gæld til private, 78.205 rigsbankdaler, gælden til Nationalbanken, 140.800 rigsbankdaler, og gælden til den kongelige kasse, 334.750 rigsbankdaler, dels på den “indvortes Gjæld”, bestående af gælden til fattigvæsenets egne stiftel­ ser og legater, foreløbigt anslået til 306.086 rigsbankdaler, og den såkaldte regnings- og boggæld, et ubestemmeligt, men skønsmæssigt anslået beløb på imellem 30.000 og 40.000 rigsbankdaler.183 Ved resolution af 5. april 1837 blev retningslinjerne for afviklingen af gælden udstukket,184 men først så sent som i 1870 var afviklingen tilende­ bragt.185 Imidlertid var det københavnske fattigvæsen i midten af 1830’erne midlertidigt kommet i den usædvanlige situation, at det dels ikke længere finansierede sit fortsatte virke ved hjælp af kreditter, dels at det nu kunne be­ nytte hvert års indtægter til dækning af samme års udgifter, hvilket ligeledes var usædvanligt i forhold til situationen før, hvor end ikke den årlige under­ balance kunne inddrives ved det efterfølgende års direkte lignede fattigskat. Men fattigskatten udgjorde da også for året 1834 ikke mindre end 175.000 rigsbankdaler eller 42 pct. af de samlede kommunalskatter på i alt 414.900 rigsbankdaler.186 De væsentligste årsager til det københavnske fattigvæsens “derangerede Tilstand”, som situationen for Københavns Fattigvæsen karakteriseredes for året 1822, og fattigvæsenets “forviklede oeconomiske Forfatning”, som den ligeledes karakteriseres omkring 1830187, kan, foruden i de allerede påpegede generelle årsagsforhold, dels søges i forhold, der går tilbage til før århundred­ skiftet og den nye plan for Københavns Fattigvæsen, dels i den udvikling og de begivenheder, der påvirkede hele landet i årene imellem 1807 og 1814, og hvis mærkbare eftervirkninger Københavns Fattigvæsen var underkastet de følgende årtier. Den brandkatastrofe, der ramte København i 1795, skabte umiddelbart arbejde til mange bygningshåndværkere, arbejdere og daglejere, og trak der­ for mange heraf til byen. Men da de store bygningsarbejder fa år efter var bragt til ende eller ophørte, forøgedes den i forvejen store mængde af arbejds­ løse, hvorved presset på det københavnske fattigvæsens sparsomme ressourcer forøgedes.188 Fattigplanen af 1. juli 1799, der i sit anlæg og sigte var det mest ambitiøse arbejde, den sociale forsorg i København hidtil havde set, var øko­ nomisk set utilstrækkeligt funderet, idet ingen nye indtægtskilder var føjet til de i forvejen utilstrækkelige indtægter.189 Om indtægterne fra de offentlige afgifter hed det således i betænkningen til planen af 1. juli 1799, at “alene de gamle Paalæg ere foreslagne til Vedblivelse, men intet Nyt af noget Slags bragt i Forslag”.190 Fattigvæsenets direktion mente derimod at have et begrundet